Boligsalget i maj var lavere end normalt
Nye handelstal fra Boligsiden viser, at der er solgt knap 7.800 boliger i maj måned. Det er laveste niveau for måneden siden 2016. Udviklingen er udtryk for, at boligsalget generelt er faldet tilbage til et mere normalt niveau efter corona og samtidig påvirket af faktorer som stigende renter og krig i Ukraine.
Boligsalget har artet sig anderledes, end det plejer at gøre i maj måned. Det viser nye handelstal fra Boligsiden.
I maj blev der nemlig solgt 7.790 boliger. Det er væsentlig færre, end der er solgt i tilsvarende måned i de foregående år. Faktisk skal vi helt tilbage til maj 2016 for at finde et lavere resultat for årets sidste forårsmåned.
”Det er tydeligt, at der er sket noget med boligsalget i løbet af foråret. Marts bød således på årets hidtil højeste månedsresultat med næsten 8.200 solgte boliger, hvorefter der skete et fald i april. Og selvom salget steg lidt igen i maj, er antallet af handler stadig færre, end vi typisk registrerer på denne tid af året,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:
”Vi ser normalt en stigning i boligsalget i forårsmånederne fra marts til maj, hvilket ikke er sket i år. Det hænger naturligvis sammen med et stigende renteniveau, der gør det dyrere for boligkøberne at finansiere deres nye bolig, ligesom stigende inflation og krigen i Ukraine bidrager til en usikkerhed, som får flere købere til at tøve og overveje deres boligkøb en ekstra gang.”
Aftagende salg men fortsat mange handler
Tendensen er ens, når vi ser på huse og lejligheder. I maj blev der solgt 4.678 villaer og rækkehuse samt 1.405 lejligheder. I begge tilfælde er der tale om et lavere maj-niveau end i de foregående år – men dog en stigning fra april til maj.
”Det stemmer godt overens med de øvrige tendenser, vi har observeret på boligmarkedet for nylig. Det stigende udbud og de stagnerende priser, som har været gældende i maj, er udtryk for, at der er sket en opbremsning i antallet af handler. Men når det er sagt, er det samtidig vigtigt at understrege, at salget langtfra er gået i stå,” siger Birgit Daetz.
Kigger vi på det samlede boligsalg i 2022 sammenlignet med perioden fra januar til og med maj måned i de foregående år, ser vi nemlig et resultat, der kun er overgået af det eksplosive salg sidste år samt i 2020.
”Det viser, at nok er vi vidner til et boligsalg, der aktuelt ligger et godt stykke under niveauet fra sidste år på grund af diverse faktorer. Men der handles trods alt fortsat mange boliger. Vi skal huske på, at selvom renten stiger, inflationen er høj, og der er krig i Europa, opstår flyttebehovet fortsat i de danske familier,” siger Birgit Daetz.
Sommerhusene følger fortsat sæsonen
Kaster vi til sidst et blik på sommerhusene, er billedet her lidt anderledes end for husene og lejlighederne. Der er nemlig anderledes gang i sommerhusmarkedet. Ikke alene er prisstigningen i maj højere end for huse og lejligheder. Men der er også solgt 1.034 danske sommerhuse i maj, hvilket er det højeste månedsresultat indtil videre i 2022.
”Sommerhusene lader til at følge de normale sæsonudsving med flere handler, prisstigninger og et øget udbud i forårsmånederne. Vi ser ikke en efterspørgsel på samme niveau som i de vilde coronatider i de to foregående år, men et salg, der er på niveau med tiden inden corona og dermed et mere naturligt niveau,” siger Birgit Daetz.
Udvikling i boligsalget i 2022:
Måned |
Villaer/rækkehuse |
Ejerlejligheder |
Sommerhuse |
Alle boligtyper* |
Januar |
4.042 |
1.648 |
654 |
6.972 |
Februar |
4.309 |
1.554 |
684 |
7.145 |
Marts |
5.010 |
1.652 |
805 |
8.188 |
April |
4.181 |
1.319 |
820 |
6.867 |
Maj |
4.678 |
1.405 |
1.034 |
7.790 |
(*Alle boligtyper dækker over villa, rækkehuse, ejerlejlighed, fritidsbolig, kolonihave, andelsbolig, landejendom, helårsgrund, fritidsgrund og lystejendom. Kilde: Boligsiden)
Boligsalget i årets første fem måneder de seneste år:
År |
Villaer/rækkehuse |
Ejerlejligheder |
Sommerhuse |
Alle boligtyper* |
Jan-maj 2022 |
22.220 |
7.578 |
3.997 |
36.962 |
Jan-maj 2021 |
30.808 |
11.218 |
7.671 |
55.768 |
Jan-maj 2020 |
20.650 |
7.094 |
5.782 |
37.561 |
Jan-maj 2019 |
20.577 |
7.328 |
3.896 |
35.467 |
Jan-maj 2018 |
19.762 |
7.865 |
3.375 |
34.595 |
Jan-maj 2017 |
19.076 |
8.682 |
3.442 |
35.040 |
Jan-maj 2016 |
17.208 |
8.067 |
2.709 |
31.648 |
Jan-maj 2015 |
17.846 |
8.427 |
2.721 |
33.306 |
(*Alle boligtyper dækker over villa, rækkehuse, ejerlejlighed, fritidsbolig, kolonihave, andelsbolig, landejendom, helårsgrund, fritidsgrund og lystejendom. Kilde: Boligsiden)