Boligsælgerne bliver presset til prisafslag
Nye salgstal for ejerlejligheder i København bekræfter afmatningen. Med gennemsnitlige afslag på 6,2 procent er det ikke længere sælgers marked. Det gælder om at være klædt på til prisforhandlingen, når du planlægger et lejlighedskøb, lyder rådet fra boligøkonom og købermægler, Hans Møllnitz Olsen, fra Bolighed.dk.
Nye tal fra Finans Danmark viser forskellen mellem første udbudspris og den faktiske handelspris i 4. kvartal 2018 for Københavns Kommune. Og mens priserne på huse i resten af landet er rekordhøje, så er hovedstadens lejligheder under pres.
”Sælgerne har måske været lidt forkælede af de lave renter og har vænnet sig til priser, der bare steg og steg. Stort set alle typer lejligheder er gået som varmt brød i de sidste mange år, men nu er køberne bare blevet mere forsigtige, og de er optaget af at gøre et fornuftigt køb”, siger Hans Møllnitz Olsen.
Som købermægler rådgiver han kommende boligkøbere og står normalt også for prisforhandlingen. Lige nu oplever han en tydelig tendens til, at euforien har lagt sig. Det gælder ikke længere bare om at komme først. Køberne vil gerne være sikre på, at det er en god investering, at beliggenheden er helt rigtig og at prisen tager højde for den øgede usikkerhed på markedet.
”En af vores bedste forhandlinger i København har været et lejlighedskøb på Nørrebro, hvor køberen opnåede et afslag på 16 procent i forhold til den første udbudspris. Det handler om at tage udgangspunkt i markedspriserne og komme med konkrete grunde til, at en sælger bør give et afslag”, siger Hans Møllnitz Olsen fra Bolighed.dk
I flere år har ejerne af lejligheder kunnet indkassere prisstigninger på omkring 10 procent om året, bl.a. på grund af de meget lave renter. Men priserne er nu fladet ud, og en opgørelse over afslagene i Københavns postnumre viser, at der nu er noget at forhandle om.
Gennemsnitlige afslag i København 4. kvartal 2018:
1000-1499 Kbh.K. 8,2 %
1500-1799 Kbh.V. 5,8 %
2100 København Ø? 6,7 %
2200 København N? 6,9 %
2300 København S? 5,6 %
2400 København NV? 4,5 %
2450 København SV 4,0 %
(Kilde: Finans Danmark)