FinansBureauet

Boligpriserne vil stige i 2013

Der er grund til behersket optimisme på boligmarkedet

Boligpriserne vil stige i 2013
Boligpriserne faldt i december viser nye tal fra Danmarks Statistik her til morgen. Priserne på parcelhuse faldt således med 2,1 pct., mens sommerhusene faldt med 4,4 pct. Til gengæld steg ejerlejlighederne med 0,1 pct. Ses der over året, er der imidlertid tale om en stabilisering. Hvor priserne på ejerlejligheder er steget med 7,9 pct. Mens parcelhusene er uændret i pris. Sommerhusene faldt med 2,6 pct. Vi har således stadigvæk et boligmarked, der er ganske skrøbeligt, men vi hæfter os ved, at vi trods alt har en stabilisering.
 
Ser vi på aktiviteten i realkreditsektoren, oplever vi flere ejerskiftesager, hvilket bekræfter os i denne stabilisering, lige som at ejerlejlighedsmarkedet traditionelt plejer at trække boligmarkedet med op. Når det er sagt, var aktiviteten i december dog trods alt ganske lav, hvilket dog er vanligt for boligmarkedet.
 
Ejerlejlighedsmarkedet er således en afgørende forbrænder for boligmarkedet. Det skyldes dels, at en mangel på ejerlejligheder kan få nogen til at overveje at købe hus i stedet for. Dels at større omsættelighed blandt ejerlejlighederne betyder, at andengangskøberne har en større sandsynlighed for at sælge deres ejerlejlighed og købe et parcelhus. Vi er derfor behersket optimistiske mht. boligmarkedet, der trods alt kryber sig i den rigtige retning. Det er ikke det samme som, at vi får en friværdifest, men mindre kan bestemt også gøre det. I den forbindelse bør man også huske på, at dagens tal er behæftet med en vis usikkerhed, hvorfor der systematisk vil ske en oprevision af priserne med op til 0,9 procentpoint.
 
Vi har en forventning om, at stabiliseringen på boligmarkedet vil fortsætte i 2013. Vi skønner derfor, at boligpriserne vil stige i gennemsnit med 2 pct. i år. Udviklingen kan være med til at sætte dansk økonomi i gear som følge af, at husholdningerne således vil opleve en mindre formuefremgang. Godt nok er 2 pct. ikke meget, men udviklingen kan måske bryde den psykologiske affekt, der i øjeblikket præger dansk økonomi. Det er således vores håb, at en positiv udvikling på boligmarkedet kan få husholdningerne ud af busken og bruge lidt flere penge frem for at gemme til bedre tider. En sådan reaktion vil kunne blive selvforstærkende og dermed medvirke til at vende udviklingen.
 
Aktuelt er der en tendens til, at der bliver handlet dyrere boliger. Den gennemsnitlige købesum på en familiebolig var således 1.851.000 kr. i december 2012 mod 1.698.000 kr. i december 2011.
 
Af Mikkel Høegh, BRFKredit
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce