Boligpriserne stagnerede i november
Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at den gennemsnitlige salgspris for både huse, ejerlejligheder og sommerhuse i Danmark forblev på samme niveau i november, som gjorde sig gældende for oktober.
November bød på uændrede boligpriser sammenlignet med måneden forinden.
Således viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks eksempelvis, at den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse endte på 16.816 kroner per kvadratmeter i november.
Dermed blev et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter i Danmark handlet for lidt over 2,5 millioner kroner i november.
Det er 0,3 procent mere end den gennemsnitlige salgspris for huse i oktober, hvilket betyder, at landsgennemsnittet for huspriserne stagnerede i november.
Samtidig ligger huspriserne for november i år 0,9 procent over niveauet for samme måned sidste år.
Det gælder for både Region Hovedstaden og Region Midtjylland, at priserne for villaer og rækkehuse stagnerede fra oktober til november måned.
I Region Nordjylland og Region Sjælland steg huspriserne en smule med henholdsvis 1,0 procent og 0,7 procent den seneste måned, mens de faldt med 0,6 procent i Region Syddanmark i perioden.
”Vores markedsindeks for oktober viste også, at huspriserne stagnerede, så de har reelt set holdt samme niveau siden september måned. Typisk daler aktiviteten på boligmarkedet i løbet af efteråret og vinteren, og det afspejler sig som oftest i salgspriserne, som enten falder en smule eller ændrer sig minimalt denne tid på året,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
”Hvad, der er anderledes i år, er dog, at der venter nye ændringer i boligskatten lige om lidt, når nytårsklokkerne ringer 2024 ind. Og nogle steder i landet har de forestående boligskatteændringer skabt bevægelse på boligmarkedet,” tilføjer hun og fortsætter:
”Det gælder især for de områder, hvor boligskatterne står til at stige betydeligt til næste år, hvor dem, der enten i forvejen ejer, eller når at købe og overtage en bolig før årsskiftet har mulighed for at opnå en skatterabat, som fastholder boligskatten på det nuværende niveau, indtil man sælger ejendommen igen. I nogle tilfælde har udsigten til skatterabatten gjort, at vi de seneste måneder har set letstigende boligpriser, og det kan også bidrage til at forklare, hvorfor vi ser en stagnation i boligpriserne i november frem for faldende boligpriser, som det oftest er tilfældet i årets sidste måneder.”
Mulighed for skatterabat ophører snart
Birgit Daetz peger samtidig på, at tiden er ved at løbe ud, hvis man skal nå at købe en bolig før skæringsdatoen 31. december 2023 og dermed opnå en skatterabat.
”Der er ikke meget tid at køre på, hvis man skal nå at købe og overtage en bolig før næste år, særligt hvis man også skal nå at sælge sin nuværende bolig først, da der trods alt også er behandlingstid forbundet med boligkøb og -salg. Med andre ord er det nok begrænset, hvor stor en betydning skatterabatten vil få for prisudviklingen den sidste tid af 2023,” siger Birgit Daetz og tilføjer:
”Samtidig skal man huske, at det ikke er alle steder i landet, at boligskatterne stiger, og hvor skatterabatten er relevant. Andre steder står man over for skattelettelser eller uændrede boligskatter til næste år, som også kan komme til at påvirke udviklingen i boligpriserne lokalt visse steder i landet både nu og fremover.”
Prisfald på ejerlejlighedsmarkedet i København
For ejerlejlighederne endte den gennemsnitlige salgspris på 34.441 kroner per kvadratmeter i november, hvilket er præcis 0,0 procent til forskel fra salgsprisen i oktober.
For landets største marked for ejerlejligheder, nemlig København, var der dog tale om et prisfald fra oktober til november på 0,7 procent.
Dermed landede den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder på 51.463 kroner per kvadratmeter i Københavns Kommune i november.
”De seneste måneder har vi generelt set fremgang på ejerlejlighedsmarkedet, og det gælder især i København, hvor hovedparten af ejerlejlighederne står til at få stigende boligskatter til næste år, og af den grund har skatterabatten især været attraktiv her,” siger Birgit Daetz.
Hun fortsætter:
”Men vi er kommet så tæt på årsskiftet, at særligt lejlighedssælgerne måske er mere forhandlingsvillige, når det kommer til boligens pris, fordi de også kan have et ønske om at lukke en handel før 2024. Vi kan nemlig også se, at lejlighedssælgerne i København i gennemsnit gav 11 procent mere i nedslag i november end i oktober.”
”Samtidig er der formentlig flere af de lejlighedskøbere, som har været særligt ivrige efter at opnå skatterabatten, der allerede har underskrevet en købsaftale. Desuden er lejlighedsudbuddet i København steget væsentligt de seneste måneder, og den kombination gør, at der måske er lidt færre købere om buddet lige nu sammenlignet med tidligere, hvilket kan bidrage til at presse priserne en smule ned.”
Sommerhuspriserne er på sidste års niveau
Den gennemsnitlige salgspris for sommerhuse endte på 22.463 kroner per kvadratmeter i november, hvilket er 0,4 procent mere end salgsprisen i oktober. Således er der også for sommerhusene tale om en stagnation i prisudviklingen den seneste måned.
Dermed blev et gennemsnitligt sommerhus på 90 kvadratmeter i Danmark solgt for lidt over to millioner kroner i november i år, hvilket er på niveau med landsgennemsnittet for sommerhuspriserne i november sidste år.
Se den seneste udvikling i boligpriserne her:
Boligtype |
Salgspris nov. 2023 (kr. pr. kvm.) |
Månedlig ændring |
Årlig ændring |
Villaer/rækkehuse |
16.816 |
0,3 % |
0,9 % |
Ejerlejligheder |
34.441 |
0,0 % |
4,7 % |
Sommerhuse |
22.463 |
0,4 % |
-0,2 % |
Kilde: Boligsidens Markedsindeks