Boligpriserne stagnerede i august
Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at boligpriserne blev på samme niveau i august som i juli måned. Det gælder for både huse, ejerlejligheder og sommerhuse, at salgspriserne er stagneret i perioden.
Nul procent. Det er resultatet af den seneste, månedlige udvikling i boligpriserne herhjemme.
Det fremgår af nye tal fra Boligsidens Markedsindeks, som eksempelvis viser, at den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse endte på 16.627 kroner per kvadratmeter i august.
Det er præcis 0,0 procent til forskel sammenlignet med den gennemsnitlige salgspris i juli måned.
”Vi har før set, at udviklingen i boligpriserne går i dvale fra juli til august måned, så det er ikke usædvanligt, at der igen i år er tale om uændrede priser i perioden,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:
”En del af forklaringen er, at boligmarkedet generelt set kører i et lavere gear i sommersæsonen, hvor folk prioriterer at holde ferie og nyde sommerens goder frem for at købe og sælge bolig. Samtidig har vi ikke set nogle mærkbare udsving i samfundsøkonomien eller på boligmarkedet generelt den seneste måned, som jo oftest er årsagerne bag, at boligpriserne enten stiger eller falder. Så kort og godt er den seneste måneds udvikling i boligpriserne et udtryk for, at det har været en stille og rolig sommer på boligmarkedet.”
Det gælder for samtlige fem regioner, at der er tale om minimale ændringer i den seneste måneds udvikling i huspriserne.
Dog er der tale om stigninger for Region Hovedstaden og Region Sjælland på henholdsvis 0,6 procent og 0,8 procent. Omvendt er huspriserne faldet fra juli til august i Region Nordjylland og Region Midtjylland med henholdsvis 1,8 procent og 0,9 procent. I Region Syddanmark er huspriserne uændrede i perioden.
Uændrede salgspriser for sommerhuse og ejerlejligheder
For ejerlejlighederne lyder den gennemsnitlige salgspris 33.584 kroner per kvadratmeter i august. Det er 0,2 procent til forskel sammenlignet med juli måned.
I København, hvor markedet for ejerlejligheder er størst, er der dog tale om en stigning på 1,5 procent fra juli til august, hvilket bringer salgsprisen for ejerlejligheder i Københavns Kommune op på 50.747 kroner per kvadratmeter i august.
”Lejlighedspriserne i København fortsætter stigningen for nu sjette måned i træk. En del af forklaringen er, at mens efterspørgslen på ejerlejligheder i hovedstaden er stor, så er der ganske få til salg. Det lave udbud presser priserne op, og derfor er det ikke usandsynligt, at vi i den kommende tid vil se flere prisstigninger på det københavnske lejlighedsmarked.”
Den gennemsnitlige salgspris for sommerhusene landede på 22.344 kroner per kvadratmeter i august. Det er -0,1 procent til forskel fra salgsprisen i juli måned.
Sådan er prisudviklingen for august måned:
Boligtype |
Gns. salgspris august 2023 (kr. pr. kvm.) |
Månedlige ændringer |
Årlige ændringer |
Villa/rækkehuse |
16.627 |
0,0 % |
-5,6 % |
Ejerlejligheder |
33.584 |
0,2 % |
-3,2 % |
Sommerhuse |
22.344 |
-0,1 % |
-3,4 % |
Kilde: Boligsidens Markedsindeks