Boligpriser i Oslo og Stockholm stiger igen: Sker det samme i København?
Efter at Norge og Sverige indførte lånestramninger i 2017, faldt priserne på lejligheder i Oslo og Stockholm. I Danmark gjorde man det samme med et års forsinkelse. Nu er priserne i Oslo og Stockholm begyndt at stige igen. Vil det samme ske i København?
Priserne på ejerlejligheder i København er faldet de seneste tre måneder. En af årsagerne er, at regeringen sidste år vedtog at stramme adgangen til de mest risikable boliglån. Hensigten med lånestramningerne var at tøjle prisudviklingen i de store byer og undgå nye boligbobler som den, der bristede i forbindelse med finanskrisen i slutningen af 00’erne.
Derfor er det ikke så overraskende, at lejlighedspriserne falder. Det er snarere interessant at finde ud af, om priserne vil fortsætte med at falde i den kommende tid, eller om det aktuelle fald vil blive vekslet til stigninger i 2019. For at finde svaret er det nærliggende at se mod Stockholm og Oslo, hvor priserne steg så markant fra 2014 til 2017, at man i Sverige og Norge indførte lånestramninger, der minder om dem, der ramte det danske marked i starten af 2018. Stramningerne fik priserne til at falde.
Her et år senere er priserne begyndt at stige igen, og ifølge analytikere i Norge og Sverige skyldes det blandt andet, at den usikkerhed der kom i kølvandet på lånestramningerne er blevet mindre, og at køberne har tilpasset sig de nye låneregler, så de også har et økonomisk råderum, hvis renten stiger.
”Det er en interessant udvikling, vi har set i Stockholm og Oslo, men det er vigtigt at understrege, at det aktuelle prisfald i København ikke er nært så stort som det, vi så i Sverige og Norges hovedstæder i 2017. Ikke endnu i hvert fald,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, og fortsætter:
”Omvendt hvis de seneste måneders prisfald i København er udtryk for, at køberne ligesom i Stockholm og Oslo vil se markedets reaktion på lånestramningerne an, kan det betyde, at også priserne vil opføre sig som i vores nabolandes hovedstæder. Men det afhænger af, hvordan salget udvikler sig de kommende måneder, af hvordan usikkerhederne omkring de nye ejendomsvurderinger og den nye boligbeskatning udmønter sig, og af hvad der sker med renten.”
SE OGSÅ: Nye tal: Udbuddet af lejligheder stiger 30 procent i hovedstaden
Hvornår stiger renten?
Netop renten er et af de vigtigste parametre for boligprisernes udvikling. Den har været lav i længere tid i både Norge, Sverige og Danmark, og den lave rente har været afgørende for, at priserne i Oslo og Stockholm er steget igen de seneste måneder.
Den 20. september hævede Norges Bank så renten for første gang i syv år med 0,25 procentpoint til 0,75 procent, og her venter man, at den stiger til fire procent i løbet af de næste tre år. Bliver renten ligeledes hævet i Danmark i den kommende tid, kan det sætte en stopper for københavnske prisstigninger efter indførelsen af lånestramninger som i Stockholm og Oslo.
”Vi har indført lånestramningerne cirka et år efter vores nabolande, og da vi har haft den meget lave rente siden starten af 2015, er det et spørgsmål om tid, før renten stiger, ligesom den nu gør i Norge. Når renten stiger, vil det blive dyrere at låne, holde nogle potentielle købere ude af markedet og bremse en eventuel vækst i priserne,” siger Birgit Daetz.
Reagerer markederne ens?
Mens eventuelle rentestigninger kan hindre lejlighedspriserne i hovedstaden i at stige, er der derimod andre faktorer, der taler for, at prisudviklingen i København også fremadrettet vil ligne udviklingen i Stockholm og Oslo.
”Det københavnske ejerlejlighedsmarked minder på nogle måder om markederne i Stockholm og Oslo, og derfor er der også en chance for, at markedet reagerer som i de to andre byer, så vi igen kommer til at se prisstigninger i København. Prisudviklingen i de tre byer er nogenlunde ens, lånestramningerne er indført med rod i nogle af de samme årsager, og indbyggertallet, og deraf behovet for boliger, stiger i de tre byer,” siger Birgit Daetz.