FinansBureauet

Boligkøberne har fået væsentlig flere boliger at vælge imellem i foråret

Nye udbudstal fra Boligsiden viser, at antallet af både villaer og rækkehuse, lejligheder og sommerhuse til salg er steget betydeligt igennem forårsmånederne. Konkret er der tale om stigninger i udbuddet på mellem 15 og 25 procent i perioden fra marts til juni.

Boligsidens nye udbudstal for primo juni viser, at de danske boligkøbere har fået væsentlig flere muligheder at vælge imellem, når de kigger efter ny bolig.

Uanset om vi ser på villaer og rækkehuse, lejligheder eller sommerhuse, er udbuddet steget i forårsmånederne, efter det i begyndelsen af året faldt så meget, at købernes udvalg i marts 2022 nåede et niveau, der var markant lavere end normalt.

Ved indgangen til juni måned er antallet af huse til salg således steget med 15 procent siden primo marts 2022. For ejerlejligheder er der tale om en stigning i udbuddet på 25 procent, imens sommerhusene tegner sig for et øget udbud på 20 procent i samme periode.

”Coronaperioden og den stigende købelyst undervejs gjorde et stort indhug i det samlede antal boliger til salg, og efter vi i efteråret og vinteren har set et svagere fald i udbuddet, lader den udvikling nu til at være vendt til en pæn stigning. Det er en god nyhed for boligkøberne, som får flere valgmuligheder, og for den generelle balance på boligmarkedet,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Flere huse og lejligheder til salg end sidste år

Det stigende antal boliger til salg har for både husenes og lejlighedernes vedkommende været tilstrækkeligt til at bringe udbuddet af de to boligtyper op over niveauet på samme tidspunkt sidste år, hvor der ellers blev sat rigtig mange boliger til salg og ligeledes solgt mange boliger.

Boligsidens nye udbudstal for primo juni viser nemlig en årlig stigning i udbuddet af villaer og rækkehuse på 8 procent, imens der for lejlighederne er tale om en ændring på hele 25 procent fra juni sidste år til nu.

”Udviklingen skyldes blandt andet, at sælgerlysten normalt stiger i foråret. Og det er netop, hvad der er sket i forårsmånederne i år. Der er i de seneste tre måneder sat en del flere boliger til salg, efter salgsiveren har været mere afdæmpet i efterårs- og vintermånederne. Det bidrager til at øge det samlede udbud lige nu,” forklarer Birgit Daetz.

Trods stigningen er der stadig et godt stykke vej, før boligudbuddet når niveauet fra tiden før corona. Men med en opadgående kurve for antal boliger til salg, melder spørgsmålet sig om, hvad det stigende udbud betyder på længere sigt.

”Vi er mange, der følger udviklingen tæt i øjeblikket, for der er flere faktorer, der taler for en ændring på boligmarkedet. Men det tager ofte lidt tid, før en ændret adfærd hos boligkøbere og sælgere slår igennem i statistikkerne. Samtidig skal vi også huske på, at trods stigende renter, inflation og krig i Ukraine, vil mange danskere fortsat have behov for ny bolig og dermed bidrage til fortsat bevægelse på boligmarkedet. Vi må derfor vente og se, hvilken retning markedet tager i den kommende tid,” siger Birgit Daetz.

Udbuddet på boligmarkedet primo juni 2022:

Boligtype

Antal boliger til salg

Ændring seneste måned

Ændring seneste år

Villaer/rækkehuse

25.293

3,5 %

7,8 %

Ejerlejligheder

6.443

6,5 %

24,8 %

Sommerhuse

4.436

2,5 %

-9,7 %

(Data er trukket den 1. juni 2022. Kilde: Boligsiden)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce