Boligkøbere får større nedslag i prisen efter corona
Sælgerne af både huse og især lejligheder har efter den delvise nedlukning af Danmark givet større nedslag i prisen. Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden, hvoraf det også fremgår, at der ikke er sket lige så store ændringer i nedslagene for sommerhuse.
Er du på jagt efter en ny bolig, er der i øjeblikket øget chance for, at du kan få forhandlet dig frem til et større nedslag i prisen end hidtil. Særligt hvis det er en ejerlejlighed eller et hus, som du søger.
Nye tal fra Boligsiden viser nemlig, at i ugerne efter Danmark blev lukket delvist ned, er der sket en væsentlig ændring i størrelsen af de gennemsnitlige nedslag, der bliver givet i prisen for de to boligtyper.
I ugerne før corona fik lukket Danmark ned, lå det gennemsnitlige nedslag i prisen for villaer og rækkehuse på omkring 500 kroner per kvadratmeter. Men allerede fra uge 12, som var ugen efter nedlukning, begyndte det beløb at stige.
”Nedslaget i pris er en af de målbare ændringer, som vi kan se er sat ind efter corona. I de første 10 uger af 2020 var niveauet for det gennemsnitlige nedslag i pris på højde med tidligere år, som typisk har været omkring de 500 kroner. Men i de seneste uger har sælgerne måtte slå over 600 kroner af prisen per kvadratmeter for at få boligen solgt,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Større nedslag giver øget salg
Samme tendens gør sig gældende for ejerlejligheder, imens ændringen i størrelsen af det gennemsnitlige nedslag i pris ikke er så markant for sommerhusene.
”I de første 11 uger af 2020 blev der givet et gennemsnitlig nedslag i prisen på ejerlejligheder, som var lavere end i samme uger i 2019 - cirka 700 kroner per kvadratmeter. Men nu må sælgerne forvente et afslag på omkring 1.000 kroner per kvadratmeter ved handlen,” siger Birgit Daetz og tilføjer:
”Det kan også være en af forklaringerne på, at salget af ejerlejligheder trods alt er steget de seneste uger, og nu ”kun” ligger 20 procent under det gennemsnitlige niveau for årene 2015-2019.”
I uge 13, 14 og 15 var det gennemsnitlige nedslag i pris over 1.000 kroner per kvadratmeter for ejerlejlighederne, hvilket ikke er set før i ugerne 1-18 i perioden tilbage til 2015.
Udviklingen for nedslag i pris for ejerlejligheder og villaer og rækkehuse før og under coronakrisen:
Ugenummer |
Villaer og rækkehuse (kr/kvm) |
Ejerlejligheder (kr/kvm) |
Uge 7 |
480 |
699 |
Uge 8 |
525 |
688 |
Uge 9 |
496 |
729 |
Uge 10 |
507 |
745 |
Uge 11 |
540 |
661 |
Uge 12 |
584 |
881 |
Uge 13 |
601 |
1.048 |
Uge 14 |
687 |
1.153 |
Uge 15 |
673 |
1.122 |
Uge 16 |
602 |
989 |
Uge 17 |
662 |
824 |
Uge 18 |
622 |
946 |
(Tabellen angiver det gennemsnitlige nedslag i prisen per kvadratmeter for villaer og rækkehuse samt for ejerlejligheder for hver uge. Kilde: Boligsiden.)