FinansBureauet

Boliger til salg i 2019: Køberne har mere at vælge imellem end sidste år

Der er flere huse og langt flere ejerlejligheder at vælge imellem i starten af det nye år, end der var på samme tidspunkt i 2018. Det viser udbudstal fra Boligsiden.dk for primo januar.

Helt nye udbudstal fra Boligsiden.dk viser, at der er små 35.000 villaer og rækkehuse til salg i Danmark. Helt præcist har de købere, der er på markedet i starten af 2019 tre procent flere huse at vælge mellem end på samme tidspunkt sidste år.

”2018 har været et godt år for handlen med huse i Danmark. Der er solgt flere villaer og rækkehuse end tidligere, og priserne er steget. Det har en forstærkende effekt på udbuddet, for når sælgerne kan få den rigtige pris, er der flere, der tænker, at det er tid at slå til. Derfor går vi ind i 2019 med et udbud, der er højere end i starten af 2018,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.dk.

Der er en bred tendens i hele landet til, at udbuddet er højere i starten af i år sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Især nogle steder på Sjælland er antallet af til salg-skilte steget markant, og Høje-Taastrup og Herlev topper listen med en stigning tæt på 50 procent.

”I de kommuner der ligger tæt på København er priserne steget markant de seneste tre år, og flere husejere er blevet modne til at høste den værdistigning. Det kan de gøre ved at sælge til dem, der enten skal have deres første ejerbolig tæt på København, eller til dem der vil flytte ud af ejerlejligheden i hovedstaden, men som ikke vil flytte for langt væk fra byen,” siger Birgit Daetz.

Se, hvor i landet udbuddet af villaer og rækkehuse er steget mest.

Markant flere ejerlejligheder til salg

Det er ikke kun udbuddet af huse, der er steget. Også antallet af ejerlejligheder til salg er højere end sidste år. Det er der imidlertid helt andre årsager til. For i 2018 blev der solgt markant færre ejerlejligheder end i året før – især i København.

”Antallet af ejerlejligheder til salg i Danmark er 25 procent højere end i starten af 2018, og tendensen er størst i og omkring København, Aarhus og Aalborg. Det skyldes det lavere salg, der er en konsekvens af høje priser og skærpede lånekrav. Der er altså opbygget en stor udbudsreserve af ejerlejligheder, og hvis den skal barberes ned i løbet af 2019, er det afgørende, at der bliver solgt mere end i 2018,” påpeger Birgit Daetz.

Udbudstallene for ejerlejligheder viser, at der er små 8.000 ejerlejligheder til salg i starten af 2019. Vi skal tilbage til 2012 for at finde et tilsvarende højt niveau.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce