Boligejerne kan godt begynde at glæde sig til 2015 og 2016
Nationalbanken har netop offentliggjort deres krystalkugle for 2015 og 2016. Og det er gode men ikke overraskende nyheder, der venter boligejerne i det kommende år. Af Nationalbankens kvartalsoversigt for 4. kvartal 2014 fremgår det nemlig, at den forventer, at boligpriserne vil stige med:
2014: +2,8 pct. (seneste prognose = 2,7 pct.)
2015: +2,9 pct. (seneste prognose = 2,6 pct.)
2016: +3,4 pct. (seneste prognose = 3,2 pct.)
For både 2014, 2015 og 2016 er der tale om en opjustering af Nationalbankens seneste prognose fra kvartalsoversigten fra 3. kvartal 2014. Her spåede Nationalbanken nemlig, at boligpriserne ville stige med 2,7 pct. i 2014, 2,6 pct. i 2015 og 3,2 pct. i 2016.
Derved bekræfter Nationalbanken det, de allerede har været ude at sige tidligere. Nemlig at de tror, boligpriserne vil fortsætte med at stige i de kommende år, og at boligejerne derfor har udsigt til en ganske pæn stigning i deres friværdi. Taget boligejernes forholdsvist høje gældsgrader i betragtning, er det en rigtig god nyhed. Ikke kun for den enkelte boligejer, men også for det danske boligmarked som helhed, da færre højtbelånte boligejere alt andet lige vil være med til at fremme mobiliteten og derigennem handelsaktiviteten på det danske boligmarked.
Der er udsigt til rigtige prisstigninger – boligejerne bliver rigere
Får Nationalbanken ret i sin prognose, så betyder det, at en gennemsnitlig boligejer har udsigt til pæne prisstigninger i de kommende år. Samtidig er der i alle årene udsigt til, at boligpriserne vil stige med mere end den almindelige inflation. Derved vil en gennemsnitlig boligejerne ikke blot kunne sælge sin bolig for et højere beløb om nogle år i forhold til i dag, boligejeren vil også kunne gå ned i butikkerne og veksles beløbet til flere varer og serviceydelser, end den mængde han ville kunne købe, såfremt han solgte sin bolig i dag. Der er kort sagt udsigt til rigtige prisstigninger og ikke blot inflationsregulerede priser, hvilket nok vil gøre de fleste boligejere glade. Konkret forventer Nationalbanken, at forbrugerpriserne vil stige med 0,4 pct. i 2014, med 1,3 pct. i 2015 og med 1,8 pct. i 2016.
Gevinst på 4.990 kr. hver måned de næste 24 måneder frem i tiden
Tager man udgangspunkt i et gennemsnitligt hus på 140 m2, som ifølge Realkreditrådet og Realkreditforeningens boligmarkedsstatistik kostede 1.550.000 kr. ved indgangen til 2014, og får Nationalbanken ret i sin prognose, så betyder det, at det pågældende hus kan sælges for 1.583.000 kr. ved udgangen af 2014, for 1.661.000 kr. ved udgangen af 2015 og for 1.703.000 kr. ved udgangen af 2016*.
En gennemsnitlig boligejer forventes således ifølge Nationalbanken at blive ikke mindre end 119.000 kr. rigere på murstenspenge i 2015 og 2016. Dertil kommer den klækkelige gevinst boligejerne allerede har haft i indeværende år. Den forventede prisstigning i 2015 og 2016 svarer til, at en gennemsnitlig boligejer med et hus på 140 m2 vil høste en gevinst på 4.990 om måneden, hvilket må betragtes som en ganske god ekstraopsparing for de danske boligejere. Ikke mindst når man tager i betragtning, at den er skattefri.
Bedste hilsner
Lise Nytoft Bergmann
Boligøkonom, chefanalytiker
Nordea Kredit