Børnefamilier får 11.000 kroner mere til sig selv
En gennemsnitlig dansk børnefamilie har udsigt til knap 11.000 kroner ekstra på husholdningskontoen i 2015, takket være pæne lønstigninger og lav inflation. Det skriver Nykredit
Det bliver lidt lettere at være børnefamilie i Danmark. En forventet lønstigning på 1,9 procent i den private sektor betyder, at en
gennemsnitlig familie med en lønindkomst sidste år på 700.000
kr. kan se frem til yderligere 13.300 kroner i lønningsposen i
2015.
Lønstigningen forventes dermed at blive én af de højeste i mange
år og afspejler den økonomiske fremgang herhjemme.
Samtidig forventes inflationen at stige med blot 0,6 procent, og
da lønningerne således stiger mere end de generelle prisstigninger i samfundet, stiger familiernes realløn, hvilket i så fald vil
være tredje år i træk. Korrigeret for inflation har gennemsnitsfamilien således udsigt til 10.700 kr. ekstra til forbrug, svarende til
900 kr. om måneden.
Reallønsfremgangen kommer efter flere år, hvor danske familier
har fået flere penge mellem hænderne. Alene fra 2010 til 2013
steg den disponible indkomst for familier med børn med mere
end 53.000 kr. Stigningen skyldes bl.a. stigende lønninger og
faldende renteudgifter.
Flere penge i husholdningsbudgettet giver mulighed for at øge
forbruget, men danskerne har de seneste år valgt i stedet at øge
deres opsparing og nedbringe deres gæld.
Meget tyder dog på, at danskerne for alvor er ved at lægge finanskrisen bag sig og skrue op for forbruget. Detailhandlen
melder om stigende omsætning, forbrugertilliden er tæt på rekordniveau og arbejdsløsheden er faldende – alt sammen noget,
der stimulerer forbruget.