FinansBureauet

Bliver dette Apples nye iPhone?

Tirsdag den 10. september har Apple inviteret tech-pressen til deres årlige septemberevent. Programmet vides ikke endnu, men alene invitationen har fået Apple-fans verden over til at spekulere på, om dette bliver lanceringen af de nye iPhones.

Nyeste skud på stammen

Over 12 år er gået siden Apple revolutionerede måden vi tænker mobiltelefoner på med lanceringen af den første iPhone. Mobiltelefonen, der tidligere ikke havde været meget mere end en telefon der kunne ringe overalt, blev for altid ændret til en multifunktionel multimedieplatform med internet, musik, videoer og andet. Fra at have været et redskab mest brugt til at kommunikere med, bruges smartphonen i dag til alt fra spil, navigation og mobil betaling.
Meget er altså sket siden lanceringen af den første iPhone, og i dag er smartphonemarkedet, for ikke at tale om markedet for tilbehør til smartphones, en global megaindustri værd flere 100 milliarder dollars. Apple og iPhonen er heller ikke længere alene på markedet. Af alle disse grunde og mange flere er det, at tech-verdenen venter i spænding på næste kapitel i iPhonens historie.

Apple-fest i Californien

Apple har igen i år inviteret til et presseevent i september på deres Apple Park Campus i Cupertino i Californien. Under overskriften ”By innovation only” er medier fra hele verden inviteret til en særlig præsentation i the Steve Jobs Theater tirsdag den 10. september kl. 10:00 lokal tid (kl. 19:00 dansk tid). Her forventes Steve Jobs’ afløser og nuværende CEO for Apple, Tim Cook, at præsentere en række nye produkter. 

Alles opmærksomhed vil dog være rettet mod ét bestemt produkt, nemlig Apples nye iPhone. Grunden til dette er at presseeventet i september efterhånden har fået tradition for at være her Apple lancerer den nyeste udgave af iPhonen. Apples nuværende model iPhone X blev lanceret i september 2017, mens dens opgradering iPhone XS og XS Max kom i september sidste år. 

Derfor er det ikke svært at se, hvorfor alle Apple-fans venter i spænding på tirsdagens event. iPhonens position som et af Apples absolutte flagskibe er svær at modsige, og efterfølgeren til iPhone X er derfor også noget der afventes med spænding. Hvad denne afløser skal hedde, må vi dog også vente med at få svar på. De fleste gætter på iPhone 11, men det er uvist om Apples skift til romertal med iPhone X vil fortsætte.

Kamera i fokus

Mange rygter om de nye iPhones har allerede taget runderne på internettet. Fra OLED-skærme til muligheden for at oplade Apples Airpods direkte fra iPhonen, rygterne svirrer, men det nok største rygte omhandler kameraet, eller rettere kameraerne. Mange Apple-fans forventer nemlig, at de nye iPhones, eller i hvert fald to af dem, vil få tre kameraer på bagsiden. Dette vil gøre det muligt for brugeren at fange et bredere synsfelt med en ny ”super-wide angle lens”. Apples kunstige intelligens vil formentlig også kunne udnytte den nye opsætnings tre kameraer til at forbedre kvaliteten af billeder taget i svagt lys.

De tre kameraer vil formentlig enten arrangeres triangulært inde i en firkant eller på en lige linje, enten horisontalt eller vertikalt, øverst på bagsiden. Ingen ved endnu hvilken af disse designs Apple vil fremvise til lanceringen i Cupertino, men én ting er sikkert: alle vil markere et markant skift i design fra iPhone X’s to kameraer. Dette sidste punkt har også stor betydning for producenter af covers til iPhone, der allerede er i gang med at producere næste generation af covers, og dermed må spekulere med på hvilken kamerakonfiguration Apple i sidste ende vælger

Andre produkter

Det er dog ikke kun en ny iPhone vi kan forvente til tirsdagens presseevent. Septembereventet har foruden iPhonen også tradition for at bringe nyt om Apple Watch, men rygterne er på denne front noget færre, og de fleste forventer færre tiltag end hos iPhonen. Også nye iPad- og MacBook modeller forventes at blive annonceret indenfor den nærmeste fremtid, men det er meget uvist om disse vil blive en del af tirsdagens event. Sikkert er det dog, at Apple-fans verden over vil se med i spænding når tirsdagens event live-streames på Apples hjemmeside og Apple TV.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce