Bedste billige bobler til nytår
Nytåret står for døren, og har man ikke lige råd til dyr champagne er her 5 bud på de bedste billige bobler.
Nytår og champagne går normalt hånd i hånd. Men champagne er sjældent helt billig, og krisen kradser som bekendt. FinansBureauet satte sig derfor for, ved blindtest, at finde nogle brugbare alternativer, i form af de bedste billige bobler på markedet netop nu. Og det lykkedes at finde 5 rigtig gode til prisen.
Bedst af dem alle blev Crémant de Bourgogne Bailly-Lapierre Pinot Noir Brut fra Philipson Wine til en pris af 79,95 kr. Lad det være afsløret med det samme - ved man ikke bedre, vil man tro, der er tale om en \"ægte\" champagne. Og ikke nødvendigvis en billig af slagsen. En pågående og stringent vin i den klassiske fyldige blanc de noirs stil med diskrete rugbrødstoner. Fin som aperitif og perfekt til maden - men hold den langt væk fra kransekagen - dertil har den for lav dosage
Testvinder Crémant de Bourgogne Bailly-Lapierre Pinot Noir Brut******Forhandler: Philipson WinePris: 79,95 kr.
Andre anbefalede vine: Freixenet Cordon Negro Brut, Dulce samt Rosado******Forhandler: Super Best og SparPris: 59,95 kr.Kommentar: Freixenet er verdens største producent af mousserende vine produceret efter champagnemetoden. Freixenet er også meget populær i Danmark, og det er der en god grund til. For der er tale om rigtig godt håndværk, og vinene leverer fantastisk value for money. Det gælder både deres Brut samt deres Dulce, som begge blev vurderet til 6 stjerner. Så uanset om man er til de mere tørre eller søde mousserende vine, er Freixenet et sikkert valg. Deres Rosado er et spændende alternativ, der med en vurdering på 5 stjerner også blev mere end godkendt til prisen.
Lindemans BIN 30 Rosé Sparkling*****Forhandler: NettoPris: 39 kr.Kommentar: Stringent og tør Rosé med fint bid. Et godt all-round bud i den helt lave prisklasse.
La Marca Prosecco Extra Dry*****Forhandler: Philipson WinePris: 59,95 kr.Kommentar: Der sneg sig også en enkelt Prosecco, produceret efter Charmat metoden, med i vinderfeltet. En elegant let mineralsk vin med toner af pærer og abrikos. Overraskende sød i betragtning af dens prædikat som Extra Dry.
Casa Dei Mercanti Asti*****Forhandler: KiwiPris: 39 kr.Kommentar: Selv de sødeste champagner er et dårligt match til kransekagen. Så drop den idé en gang for alle, og sats i stedet eksempelvis på Asti som Casa Dei Mercanti til den del af festen. En fin Asti med tilpas sødme og samtidig friskhed og grønt præg.