Antallet af virksomheder i bygge- og anlægsbranchen stiger
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i bygge- og anlægsbranchen både er kommet flere nye virksomheder og flere ansatte i de enkelte virksomheder. Antallet af virksomheder voksede med to procent i 2017. Det skriver Dansk Byggeri
Der var 32.644 virksomheder i bygge- og anlægsbranchen i 2017. Det er en stigning på 671 virksomheder i forhold til året før, og det svarer til en stigning på to procent. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Siden 2013, hvor antallet af virksomheder i branchen var på sit laveste efter en stor nedgang i kriseårene, er antallet af virksomheder steget med hele seks procent. Dermed er der kommet flere nye virksomheder i bygge- og anlægsbranchen end på tværs af alle brancher i hele erhvervslivet, hvor antallet af virksomheder i samme periode kun er steget med fem procent.
- Virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen er ret små sammenlignet med mange andre brancher, og der har i branchen siden 2013 været fart på væksten i beskæftigelsen. Det giver derfor god mening, at den stigende beskæftigelse følges af en pæn fremgang i antallet af virksomheder, siger økonomisk konsulent i Dansk Byggeri, Jacob Hangaard.
En bygge- og anlægsvirksomhed havde i 2017 i gennemsnit 4,2 fuldtidsansatte. På tværs af alle erhverv var gennemsnittet 7,1.
Virksomhederne bliver større
En anden tendens blandt bygge- og anlægsbranchens virksomheder er, at de er blevet større, hvis man ser på antallet af medarbejdere. I 2010 var der i gennemsnit 3,7 fuldtidsansatte i en virksomhed. Antallet er således steget med en halv fuldtidsansat på syv år, mens antallet af fuldtidsansatte i en gennemsnitlig virksomhed på tværs af alle brancher omvendt er faldet en smule.
- Det fortæller i bund og grund noget om, hvor kraftig fremgangen i bygge- og anlægsbranchens beskæftigelse har været. Branchen er relativt arbejdskraftintensiv. Og selvom der er kommet langt flere virksomheder til, er løftet i medarbejderstaben ude i virksomhederne i høj grad til at tage og føle på, siger økonomisk konsulent Jacob Hangaard