Antallet af tvangsauktioner falder
Der var færre tvangsauktioner i første halvår af 2018 sammenlignet med samme periode i både 2016 og 2017. Det sker på trods af, at kommunerne efter at have overtaget inddrivelsen af ejendomsskatter har sendt mange boliger under hammeren.
Det går rigtig godt med økonomien i de danske hjem. Beskæftigelsen er historisk høj, og ifølge tal fra Finans Danmark er kun cirka 3.000 af landets 1,4 millioner boligejere med realkreditlån bagud med betalingen på deres realkreditlån. Det er langt færre end tidligere.
Nye tal fra Boligsiden.dk viser nu, at der var færre tvangsauktioner i Danmark i første halvår af 2018 sammenlignet med samme periode i de to foregående år.
”Antallet af tvangsauktioner er faldet halvanden procent i forhold til sidste år og er ni procent lavere end i 2016. De fleste danskere er i arbejde, og det betyder, at ganske få boligejere mister deres indtægt og dermed risikerer at komme bagud med afbetalingen på deres boliglån. Og skulle det endelig ske, er det mange steder muligt at sælge boligen på almindelige markedsvilkår, fordi det går godt på boligmarkedet,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Kommuner sender boligejere på tvang
På trods af de gode takter i den danske økonomi og optimismen på boligmarkedet, var det på ingen måde givet, at antallet af tvangsauktioner ville falde.
I 2017 overtog landets kommuner ansvaret for at inddrive ejendomsskatter fra Skat, og ser vi nærmere på tallene for, hvem der har sendt boligejerne under hammeren, står kommunerne bag 330 tvangsauktioner. Det er væsentligt flere, end Skat stod bag, da de havde ansvaret for inddrivelsen før 2017.
”Tilmed står Skat stadig som rekvirent på en hel del gamle sager, som de fortsat er i gang med at afvikle, og det vil sige, at kommunerne og Skat tilsammen står for mere end tre gange flere tvangsauktioner end i 2016. På trods af det er antallet samlet set faldet, og det skyldes i stor udstrækning højkonjunkturen i Danmark,” påpeger Birgit Daetz.
Lavere gæld til kommunen
De 330 tvangsauktioner, der har været afholdt på foranledning af de danske kommuner, er spredt ud over det meste af landet.
Syddjurs er med 17 tvangsauktioner den kommune, der har sendt flest boligejere under hammeren. Her er de glade for, at de har overtaget ansvaret for inddrivelsen fra Skat, og resultatet er da også mærkbart. I Syddjurs Kommune er borgernes restancer faldet fra 6,3 millioner kroner i juni 2016 til 800.000 kroner her to år senere.
”Det har været positivt for Syddjurs Kommune at overtage ansvaret for inddrivelsen. Vi har gjort en ekstra indsats for at få vores penge hjem, og vi kan se på tallene, at det har givet bonus. Det har givet en likvid kapital, som vi kan bruge på at give bedre service til vores borgere,” siger sagsbehandler i Syddjurs Kommune Elsebeth Mortensen.
Hun understreger, at kommunen aldrig tilstræber at nå til en tvangsauktion, men at de i stedet fokuserer på en god dialog med de borgere, der har udeståender. Derfor blev de pågældende borgere kontaktet allerede inden, kommunen overtog opgaven fra Skat.
”Vi har systematiseret det sådan, at der er en helt fast procedure for forløbet. Og i hele den periode er vi selvfølgelig villige til at gå i dialog. Men sker der ikke noget, bliver sagen sendt til advokaten, der sender en rykker, inden hun går videre med en eventuel tvangsauktion. Vi forsøger dog altid at undgå tvangsauktion, og det lykkes heldigvis også i de fleste tilfælde.”