Antallet af tvangsauktioner er næsten halveret på fem år
Der bliver afholdt færre og færre tvangsauktioner. Nye tal viser, at antallet er tæt på halveret siden 2016, og at det er faldet 24 procent fra sidste år til i år.
Færre og færre danskere ender på tvangsauktion med deres bolig. Det er konklusionen på Boligsidens nyeste tal for antallet af boliger, der kommer under hammeren.
Tallene viser, at der var 1.087 tvangsauktioner i de første ni måneder af 2021. Det er 24 procent færre end i samme periode sidste år og næsten en halvering i forhold til for fem år siden.
”Boligpriserne er langt højere nu end for fem år siden, hvor køberne først lige havde vænnet sig til de meget lave renter. Nu har priserne så nået et historisk højt niveau, og det betyder, at de boligejere, der har problemer med at betale deres terminer, meget ofte kan sælge deres bolig på almindelige markedsvilkår,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Lavt udbud har gjort flere boliger mere attraktive
De høje boligpriser, som Birgit Daetz nævner, er skabt af et stort antal handler i coronatiden og et udbud, der ikke har kunnet følge med efterspørgslen.
For eksempel var der for fem år siden cirka 39.000 huse til salg, og nu er der cirka 25.000. Det har skabt større interesse for nogle af de boliger, der normalt ville ende på tvangsauktion.
”Køberne må være kreative i jagten på ny bolig, for der er mange om buddet. Flere køber håndværkertilbud og renoverer fra kælder til kvist, mens andre bygger selv fra bunden. Det er med andre ord sælges marked. Det gør de dårligt vedligeholdte boliger mere attraktive end tidligere. Det presser prisen op på selv de huse, hvor du skal have hænderne skruet overordentligt godt på, hvis du skal renovere selv,” siger Daetz og fortsætter:
”En tvangsauktion er altid sidste udvej for både boligejere og kreditorer, og lige nu er der så gunstige vilkår på markedet, at det kun er i særlige tilfælde, at en tvangsauktion er nødvendig.”
Antallet af tvangsauktioner:
År (januar-september) |
Antal tvangsauktioner |
2016 |
2.084 |
2017 |
2.010 |
2018 |
1.839 |
2019 |
1.472 |
2020 |
1.425 |
2021 |
1.087 |
(Tabellen viser antallet af afholdte tvangsauktioner i årene fra 2016 til 2021. Der er udelukkende tale om 1. auktioner, og der er dermed ikke skelet til, om der også er afholdt 2. auktion. Kilde. Boligsiden)