FinansBureauet

Antallet af familiehandler når nyt højdepunkt kort før lukketid

Antallet af familiehandler har de seneste år været på himmelflugt, og 2018 markerede endnu et højdepunkt.

Alt i alt blev der sidste år solgt 10.024 boliger iblandt familiemedlemmer, hvilket er en stigning på fire procent i forhold til året før.

Det viser en opgørelse fra Boligsiden.dk.

Som de tidligere år er der især sket en stigning i antallet af familiehandlede ejerlejligheder. I 2018 blev der således solgt 2.702 af slagsen, hvilket er en stigning på 11 procent i forhold til 2017.

Den primære årsag til udviklingen er de gunstige handelsvilkår for familiehandler, lyder vurderingen fra Birgit Daetz, kommunikationsdirektør ved Boligsiden.dk

Når to familiemedlemmer indgår en bolighandel, kan man prissætte boligen 15 procent under den offentlige vurdering.

”Det betyder, at priserne ligger langt under den reelle værdi på det nuværende marked – især i de store byer – og det giver mulighed for at sælge særdeles billigt. På den måde kan forældre sørge for, at en stor del af gevinsten ved et boligsalg går til barnet,” siger Birgit Daetz.

Familiemedlemmer, der handler bolig indbyrdes, skal dog være opmærksomme på, at SKAT ikke er bundet af ejendomsvurderingen, hvis den ikke er udtryk for boligens reelle handelsværdi. Det er derfor en god idé at få boligen vurderet af en ejendomsmægler og indhente bindende svar fra SKAT.

Nye vurderinger i 2020

Udviklingen fra 2017 til 2018 følger tendensen fra de seneste fem år. Antallet af familiehandlede ejerlejligheder er således steget med mere end 200 procent siden 2013.

At 2018 bød på endnu et hop i antallet af familiehandler kan også hænge sammen med, at fordelene formentlig forsvinder, når de nye ejendomsvurderinger kommer i 2020.

Når det bliver mindre attraktivt for mange at bruge 15-procentsreglen i 2020, kan det derfor være en god idé at udnytte de gunstige overdragelsesvilkår nu.

”Mange familier vil sikkert fremskynde overdragelsen, fordi de kan se, at vilkårene snart ændres. Derfor tror vi også, at antallet af familiehandler igen vil slå rekord i 2019,” siger Birgit Daetz.

Se en oversigt over antallet af familiehandler og et eksempel på en familiehandel. Klik her.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce