Andelen af boliger solgt på overbud er steget
En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at flere boliger blev solgt til overpris i marts og april måned sammenlignet med de foregående måneder. Udviklingen gælder for samtlige boligtyper, men er især tydelig for sommerhusene.
I takt med forårets komme har der været flere indikatorer på en stille og rolig fremgang på boligmarkedet.
En af de indikatorer er, at en stigende andel boliger bliver solgt på overbud.
En ny opgørelse fra Boligsiden viser nemlig, at der både i marts og april måned blev solgt flere boliger til en højere pris end udbudsprisen, end der gjorde i månederne forinden.
Starter vi med husene, er andelen af villaer og rækkehuse solgt på overbud steget med ét procentpoint for hver af de afsluttede forårsmåneder.
Således blev fire procent af husene solgt på overbud i februar i år, fem procent blev det i marts og senest var det tilfældet for seks procent af husene i april.
”Når andelen af boliger solgt på overbud stiger, er det blandt andet et tegn på, at der er en stigende interesse for boligkøb. Det ser vi typisk i løbet af foråret, og derfor er der ikke noget usædvanligt i, at der i løbet af forårsmånederne bliver solgt flere boliger til en højere pris end udbudsprisen,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:
”Men set i lyset af den kraftige nedgang i handelsaktiviteten, som vi så i særligt andet halvår 2022, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at flere købere nu byder over udbudsprisen for at sikre, at drømmeboligen bliver deres. Vi kan samtidig se, at boligsælgerne omvendt giver mindre i nedslag nu end i de foregående måneder, som også er et tegn på, at boligkøberne i højere grad er villige til og har mulighed for at imødekomme boligsælgernes umiddelbare ønsker til boligens pris.”
Tilbage på 2019-niveau
Andelen af huse solgt på overbud i april i år er helt på linje med niveauet fra april 2019.
Det samme gælder for andelen af ejerlejligheder solgt på overbud. Således blev seks procent af alle solgte lejligheder i april i år solgt til en højere pris end udbudsprisen, hvilket er nøjagtig det samme, som gjorde sig glædende i april 2019.
”For helårsboliger er andelen solgt på overbud i april i år helt på niveau med april 2019. Dengang var der tale om mere ’normale’ tilstande på boligmarkedet, og det er en god ting, at vi begynder at se flere tendenser, der peger i samme retning,” siger Birgit Daetz.
”Når det kommer til overbud, er det især en fordel for køberne, da det også betyder, at færre handler ender i budkrig og hurtige beslutninger for at sikre ejerskabet af en bolig, som det ellers var tilfældet for mange under corona. Nu er der bedre plads til omtanke, før man bevæger sig ud i, hvad der for de fleste er et af livets største investeringer,” tilføjer hun.
Flere sommerhuse sælges til overpris
Det er især på sommerhusmarkedet, at der i løbet af de seneste måneder har været en stigende andel af handler, der er endt med et overbud.
Således blev ni procent af alle solgte sommerhuse solgt på overbud i april i år. Det er hele tre procentpoint mere, end det var tilfældet i marts måned. Og i forhold til april-resultatet for 2019 er det nuværende hele fire procentpoint over.
”Sommerhuse har i særlig grad været i høj kurs i løbet af de seneste tre år, og det tyder på, at interessen for sommerhuskøb fortsat lever, hvor flere købere er villige til at byde over udbudsprisen,” siger Birgit Daetz og fortsætter:
”Noget af forklaring er, at udbuddet af sommerhuse er ekstraordinært lavt. Det bidrager til, at køberne i nogle tilfælde kan blive nødt til at gå en ekstra mil i forhold til blandt andet pris, hvis de ønsker, at et givent sommerhus bliver deres.”