FinansBureauet

Analyse: Udsæt sommerhuskøbet og spar 30.000 kroner

Aktiviteten på sommerhusmarkedet er lige nu på sit højeste, og det gør det sværere for køber at forhandle om prisen. Årets mindste prisnedslag bliver givet i juni måned, mens det i januar er knap 30 procent højere. Der er dermed penge at spare ved at udsætte handlen til de kolde måneder. Det skriver Spar Nord

Højsæsonen for handel med sommerhuse er godt på vej, og det giver samtidig sværere vilkår for køber, når der skal forhandles om prisen.

Ifølge en analyse, som Spar Nord har foretaget på baggrund af Boligsidens tal for de seneste 5 år, er det gennemsnitlige afslag per kvadratmeter lavest i juni måned. Her får køber i gennemsnit 994 kroner i afslag per kvadratmeter, mens afslaget stiger til 1.292 kroner i januar måned.

- Forskellen i prisnedslaget handler naturligvis om udbud og efterspørgsel. I foråret begynder solen at kigge frem, mens sommerferien nærmer sig, og derfor går flere danskerne også med lysten til sommerhusferie. Det sætter gang i sommerhushandlerne, hvilket er med til at presse priserne op, forklarer cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm og fortsætter: 

- Men kan man holde hovedet koldt og vente med at foretage købet til vintermånederne, er der betydelige penge at spare. Tager man eksempelvis udgangspunkt i et sommerhus på 100 kvadratmeter, kan køber i gennemsnit få 30.000 kroner mere i afslag ved at udsætte handlen fra juni til januar. Og det er penge, man i stedet kan bruge på at renovere sommerhuset, så det i højere grad matcher ønsker og behov.

Skub i sommerhusmarkedet
Tallene fra Boligsiden viser desuden, at det gennemsnitlige prisnedslag set over hele året er faldet med hele 29,2 procent de seneste fem år. I 2013 lå det på 1.292 kroner per kvadratmeter, mens det gennemsnitlige afslag sidste år var på kun 915 kroner per kvadratmeter.

- De seneste fem år har vi set en tendens til, at prisnedslaget generelt har været faldende. Det skyldes en stigende efterspørgsel blandt andet som følge af, at danskerne har fået en bedre økonomi, renten er lav, arbejdsløsheden er faldende og købemulighederne generelt er blevet bedre, fortæller Jens Nyholm og fortsætter:

- I 2017 blev det nemlig muligt at låne 75 procent af købesummen som realkreditlån i stedet for de tidligere 60 procent, og det er således blevet væsentligt billigere at låne til et sommerhus. Det har alt sammen været med til at sætte skub i sommerhusmarkedet.

Jens Nyholm fortæller afslutningsvis, at den højere belåningsgrad faktisk havde så stor indflydelse på sommerhuspriserne, at priserne sidste år var højere i vintermånederne end i sommermånederne, hvilket ellers normalt ikke er tilfældet.

Fakta: Gennemsnitlige prisnedslag per måned i kroner

Måned Sommerhuse*
Januar 129.200
Februar 126.600
Marts 120.300
April 111.200
Maj 104.100
Juni 99.400
Juli 102.700
August 103.400
September 106.300
Oktober 107.000
November 111.100
December 116.000

*Areal på 100 kvadratmeter

Analysen er baseret på samtlige ejendomshandler registreret af Boligsiden.dk i årene 2013, 2014, 2015, 2016 og 2017.

Kilde: Spar Nord og Boligsiden.dk

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce