FinansBureauet

Aktiekommentar - Undgå Skako

Efter mange hårde år, er der nu tilsyneladende lys forude for Skako. Aktiemarkederne har taget glæderne på forskud og har sendt kursen i vejret. Spørgsmålet er, om forventningens glæde vil vise sig at være den største.

Aktiekommentar - Undgå Skako

På papiret ser det ikke særlig pænt ud. Fynske Skako kom ud af regnskabsåret 2011 med et underskud på 31 millioner kroner efter skat. Alligevel har aktiemarkedet kvitteret for regnskabet med at sende kursen på aktien kraftigt i vejret. Så kraftigt, at kursen faktisk er blevet fordoblet på få måneder.

Forklaringen er, at selskabet i 2011 afsluttede en omfattende turn-around med frasalget af en stærkt underskudsgivende division (Skako Lift), som alene i 2011 kostede selskabet over 40 millioner kroner. Overskuddet i de tilbageværende divisioner (Skako Concrete og Skako Vibration) gav således et overskud på 8,7 millioner kroner. Og det var dette, som aktiemarkederne hæftede sig ved.

Skako er, i den brede offentlighed, mest kendt for at have udbetalt bonus til en tidligere direktør i en størrelsesorden, der får lønniveauet i DONG til at ligne udgiften til en polsk jordbærplukker. Og i det hele taget har Skako udvist stort talent for at bruge penge. Hele 175 millioner kroner har Skako på imponerende vis formøblet de seneste 5 år, hvilket har udhulet aktiekapitalen godt og grundigt. Og det har kunnet aflæses i aktiekursen, som for år tilbage lå over kursen 200, hvor den i skrivende stund nu befinder sig på godt 30. Potentialet virker derfor umiddelbart stort, men tallene snyder. Der er tale om en langt smallere virksomhed end tidligere, og selvom kursen ligger langt under tidligere tiders niveau, er aktien ikke nødvendigvis billig. Selskabet skal tjene pænt med penge i indeværende år, bare for at retfærdiggøre den nuværende kurs. Og det er langt fra givet at selskabet vil være i stand til det.

En nærlæsning af regnskabet afslører således, at alt bestemt ikke er rosenrødt. Divisionen for betonanlæg gav underskud, og kun et usædvanligt godt år for Skako Vibration (det bedste i selskabets historie) reddede overskuddet for de blivende divisioner i land. Og selskabet afslører, at de ikke selv forventer at kunne gentage præstationen i Skako Vibartion i indeværende år.

Konklusionen er, at aktiemarkederne har taget lidt for kraftigt forskud på glæderne ovenpå regnskabet. Når euforien har lagt sig, vil kursen sive tilbage igen. Og derefter venter et langt sejt træk, hvor selskabet skal bevise, at de rent faktisk kan tjene penge igen, før der er udsigt til yderligere kursstigninger. Så har du Skako aktier, så sælg dem. Og har du ikke Skako aktier, så vent med at købe dem. 

Disclosure: Claus Forrai ejer ikke aktier i Skako

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce