Aktiekommentar - Torm i stormvejr
Torm er sejlet ind i stormvejr, og det er svært at få øje på redningsplanken.
Det gamle hæderskronede tankrederi Torm er blevet rodet ind i en græsk tragedie af dimensioner, der truer selskabet på livet. I sidste uge aflagde selskabet regnskab for 3. kvartal, og det var ikke sjov læsning for selskabets aktionærer. Samlet set tabte selskabet i 3. kvartal 70,4 millioner dollars, hvilket var langt mere end forventet af markedet. Udviklingen i Torm står i skærende kontrast til udviklingen i DS Norden, som for nyligt har kunnet aflægge et helt anderledes positivt regnskab. Og det er ganske bemærkelsesværdigt på baggrund af, at Torm for få år siden kaprede direktør Jacob Meldgaard fra netop DS Norden mod betaling af en bonus på ikke mindre end 64 millioner kroner. Penge som rederiet godt kunne bruge i dag, hvor gælden nærmer sig de 10 milliarder kroner.
I spidsen for bestyrelsen står N.E. Nielsen. Og det er svært at forestille sig, at han skal kunne indgyde potentielle nye investorer tilstrækkeligt mod til at indskyde flere penge i selskabet, ihukommende at selvsamme N.E. Nielsen også var bestyrelsesformand i Amagerbanken og Cimber Air.
Udviklingen i Torm er et studie i dårlig timing og uheldige beslutninger. Og med de ekstremt dårlige udsigter for fragtraterne for tiden, er det svært at finde en redningsplanke. Det US-børsnoterede tankskibsrederi Genmar gik i betalingsstandsning i sidste uge. Og Torm risikerer samme skæbne.