Aktiekommentar - Sælg Pandora
Når noget lyder for godt til at være sandt, er det det som regel også. Det gælder også på aktiemarkederne. Og det er grunden til, at jeg på intet tidspunkt har investeret i Pandora. Hvilket jeg selvsagt er glad for i dag, efter deres store nedjustering i sidste uge.
Væksthistorien havde ellers besnæret stort set hele det danske analytikerkorps, der omtrent snublede over hinandens ben for at komme med det højeste kurstarget. Når stort set samtlige analytikere anbefaler køb af en aktie, gælder det oftest om at holde sig langt væk. Finanshusene og deres kunder har da for længst tanket op, af hvad de skal bruge, og vil snarere optræde som sælgere end som købere af yderligere aktier. De kan altså med andre ord ikke levere brændstoffet til yderligere stigninger, og kursen vil derfor ofte sive tilbage. Præcis som det også skete for Pandora, som allerede inden nedjusteringen i sidste uge var faldet meget i kurs.
Men hvad så nu, hvor aktien kan købes for under en syvendedel af, hvad man skulle give for den for bare få måneder siden? Er den nu et røverkøb, eller er den stadig overvurderet. Kigger man på nøgletallene virker den som et rigtig godt køb på det nuværende kursniveau. Selv efter den store nedjustering synes forretningen Pandora stadig at tjene masser af penge, og kigger man alene herpå, ville en kurs på 110-120 synes fair.
Men der skal ikke skrabes særligt meget i overfladen, før man fornemmer at trængslerne for Pandora først lige er begyndt, og at det sidste håb også risikerer at smutte ud af æsken. Den etbenede forretning halter, og bliver der spændt ben for den, kan selskabet gå fra alt til intet på meget kort tid. Og med en så bemærkelsesværdig stor nedjustering så kort tid efter en opjustering, er det ganske evident, at ledelsen ikke har overblik nok over forretningen til hurtigt at kunne få forretningen tilbage på det ene ben, hvis den skulle snuble. Og personfnidderet omkring selskabet tænder adskillige næsten Capinordic-agtige advarselslamper hos mig.
Så potentialet er stort, men det er risikoen også. På et tidspunkt kan aktien selvfølgelig blive så billig, at afkast/risikoforholdet bliver så attraktivt, at man er parat til at give aktien en chance, som ren spilleraktie. Men så langt er kursen ikke nede endnu, så jeg holder mig indtil videre stadig på sidelinjen, og rører den med sikkerhed ikke før, den er faldet til kurs 30.
Full disclosure: Jeg ejer ikke aktier i Pandora (og kommer næppe heller til det lige foreløbig