Aktiekommentar - Køb FLSmith og Danske Bank
Har man kontanter på investeringskontoen, er der virkelig gode køb at gøre netop nu efter den længste nedtur på aktiemarkederne nogensinde. Panikken er vildt overdrevet og aktierne vil rebounde.
De gode køb står i kø på aktiemarkedet netop nu hvor panikken er noget nær total. Vi skal tilbage til finanskrisens begyndelse for at finde en tilsvarende negativ stemning. Og usikkerhedsmomenter er der da unægtelig også mange af i øjeblikket. Nedgradering af USA´s kreditværdighed, mulig default i Grækenland og i stort set resten af Sydeuropa i nær fremtid, Johnny Reimer gæster Københavns oktoberfest 2011 - jo der er bekymringer nok for tiden.
Men panikken er vildt overdrevet. På baggrund af reaktionerne på aktiemarkedet skulle man tro at hele verden er ved at gå under (det skulle der ifølge forskere ikke ske de første syv milliarder år). Men stort set alle de problemer som verdensøkonomien kæmper med lige nu, er velkendte kroniske problemer, som verdensøkonomien har levet fint med i adskillige år. Og når aktiemarkederne (og medierne) finder ud af, at verden ikke går under som følge af, at Standard & Poors ikke kan regne, vil aktierne rebounde.
Så har man ledig kapital, er det nu man bør forsøge at samle nogle billige aktier op. Og der er nok at vælge imellem. Når aktiemarkederne begår harakiri er det nemlig stort set alle aktier der vælter ud som tarme på gulvet i en blodig pøl. Gode som dårlige. Og stil imod gængs opfattelse, er det ofte de likvide aktier som falder mest i sådanne paniksituationer, og det vil derfor også være blandt disse aktier, at man vil kunne opleve den største rebound.
Jeg vil selv benytte lejligheden til at gå lidt på strandhugst og samle et par likvide aktier op, som har fået uretmæssigt mange tæv. I vrimlen af gode tilbud vælger jeg FLSmith og Danske Bank.
FLSmith FlSmith er med sikkerhed ikke lige pludselig blevet et 30 % dårlige selskab end for 14 dage siden, selvom aktiemarkedet prisfastsætter det sådan. Selskabet tjener masser af penge, og ordrerne strømmer fortsat ind, endskønt lidt geografisk uro har drillet på det seneste. FLSmith er og bliver en god og sikker eksponering mod emerging markets de kommende mange år, gældskrise eller ej. Kurstarget 420.
Danske Bank Danske Bank har været meget ondt igennem de seneste år, og senest har en emission har kostet aktiekursen dyrt henover foråret. Men det seneste regnskab viser, at kerneforretningen nu ganske stille og roligt er begyndt at vende tilbage til mere normale tilstande. Og for Danske Bank betyder det indtjening i milliardklassen. Jeg tror på et rebound til kurs 110-120 inden udgangen af året. Og på længere sigt, når aktien vender tilbage til at blive udbyttebetalende, vil det kunne vise sig at være en decideret pengemaskine man kan købe til den nuværende kurs. En aktie man godt kan gifte sig med. Kurstarget 120.
Full disclosure: Jeg ejer ikke aktier i nogen af selskaberne, men vil købe aktier i dem begge efter offentliggørelsen af denne artikel. Tidshorisonten for investeringerne kan være både kort og lang.