FinansBureauet

Aktiekommentar - Godt år i vente for aktiemarkederne

Frygten for en global nedsmeltning er vildt overdrevet, og når markederne erkender det, er der udsigt til kraftig rebound på aktiemarkederne.

Aktiekommentar - Godt år i vente for aktiemarkederne

År 2011 er ikke et år, som de fleste aktieinvestorer vil se tilbage på med glæde. Det ledende danske indeks over de 20 største aktier herhjemme, C20 faldt med 14,8 %. Og en enkelt af aktierne, Pandora faldt med hele 83,9 %.

Og det var ikke bedre på de globale aktiemarkeder. Året startede ellers udmærket, og den positive udvikling fra de forrige år så ud til at fortsætte. Men med udgangspunkt i en græsk gældskrise, gik verdens finansielle markeder i en form for negativt selvsving, som ikke er oplevet tidligere.

De økonomiske vanskeligheder i Grækenland er sådan set reelle nok. De er bare langt fra noget nyt fænomen. Og i sig selv langt fra store nok til at kunne true globaløkonomien. Men med udgangspunkt heri fik krisen ikke desto mindre, godt hjulpet på vej af pressen, lov til at eskalere i et omfang der gjorde (og stadig gør), at mange reelt frygtede, at hele det globale finansielle system ville bryde sammen, startende med et sammenbrud for euroen. Og det er ganske enkelt helt utænkeligt at euro samarbejdet vil bryde sammen. Også selvom Grækenland skulle forlade euroen, hvilket i sig selv er usandsynligt.

I modsætning til krisen i 2007, er krisen i denne omgang en pseudo krise, der dog på grund af den psykologiske effekt i sig selv godt kan medføre en mini-recession. Men økonomien vil rebounde senest i andet halvår af 2012, og så snart markederne erkender dette, vil aktierne over en bred front meget hurtigt kunne stige igen. Og da aktiemarkederne altid foruddiskonterer begivenhederne, vil stigningerne forholdsvist hurtigt kunne indfinde sig. Forvent et par måneder med fortsat stor nervøsitet, og derefter gradvis bedring resten af året.

Cyklussen på aktiemarkederne tilsiger, at det er de store likvide aktier der rebounder først i kølvandet på kriser. Og blandt vinderne vil man ofte finde de aktier, der har lidt de største tab som konsekvens af krisen. Blandt årets største vindere på det danske marked, vil man derfor formentlig finde aktier som Danske Bank, Vestas og FLSmith. Og for spillelystne investorer er Pandora også en overvejelse værd, selvom udviklingen her i overvejende grad vil afgøres af selskabsspecifikke forhold, snarere end markedsmæssige forhold.

Opdatering: Fantastisk regnskab og tredje opjustering fra Roblon.

Roblon, der blev anbefalet af FinansBureauet første gang april sidste år, har netop aflagt årsregnskab, og det indeholdt årets tredje opjustering. Resultatet blev 36,9 millioner kroner før skat og 27,6 millioner kroner efter skat, efter en omsætningsfremgang på 11 %. Resultatet er næsten 50 % højere end forudsagt af selskabet ved seneste årsregnskab, og indtjeningen ligger allerede over den langsigtede målsætning for 2015. Udbytteprocenten foreslås sat til 70 %. Det giver ved den nuværende kurs en P/E på 7,5 og et direkte udbytte på 12 %. Efter min mening fondsbørsens i øjeblikket bedste small cap investering.

Disclosure: Claus Forrai ejer aktier i Danske Bank, Vestas, FLSmith og Roblon. Investeringshorisonten kan være både kort og lang.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce