900 nye medarbejdere i byggeriet på en måned
I marts kom der 3.600 flere i arbejde end i måneden før, ca. 900 af dem i byggeriet, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det solide opsving kan nu fejre seks års jubilæum, hvor der hver eneste måned er kommet flere i beskæftigelse. Dansk Byggeri venter dog, at der snart bliver skruet lidt ned for musikken til jobfesten.
Ifølge Danmarks Statistik, var der i marts 2.779.800 personer med lønmodtagerjob i Danmark.
- Arbejdsmarkedet er gaven til dansk økonomi, som bliver ved med at give. Aldrig i danmarkshistorien har der været så mange i job som nu. Men selv om der stadig er fuld gang i jobfesten, varer det nok ikke så længe, før naboerne kommer forbi og beder os skrue ned for musikken, siger cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg, med henvisning til den internationale usikkerhed.
Han understreger, at det danske opsving er bundsolidt, men at vi som en lille åben økonomi uundgåeligt vil blive ramt af blandt andet den økonomiske afmatning i Tyskland, den politiske usikkerhed i kølvandet på Brexit og den fortsat uafklarede handelskrig mellem USA og Kina.
2.500 nye byggejob siden nytår
I bygge- og anlægsbranchen er udviklingen i år også overraskende kraftig med godt 900 nye job i marts – og 2.500 i årets tre første måneder - når der korrigeres for sæsonudsving.
- Fremtidsudsigterne er dog blevet mere brogede for byggeriet. Der meldes om færre bygge- og anlægsprojekter at regne på, og det vil komme til at slå igennem på beskæftigelsen. Men her og nu er der altså fortsat rigtig godt gang i byggekraner og vejarbejde rundt omkring i landet, siger Bo Sandberg.
- Den fortsat rekordlave rente har i foråret fået mange boligejere til at lægge deres lån om. Det kaster typisk nogle ekstra renoveringsopgaver af sig på villavejene, og det kan godt blive lidt af en positiv joker for byggebranchen i år, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen venter, at 2019 og 2020 vil blive præget af et todelt marked med godt gang i boligbyggeri og renoveringer, mens vej- og baneanlæg trækker i modsat retning. På bundlinjen giver det en jobvækst på knapt to procent i år, mens kurven ventes at bøje bagover i 2020.