5 gode råd inden du låner penge
Skal du foretage et større køb, som du ikke selv kan finansiere, og overvejer du i den forbindelse at tage et forbrugslån? Vi giver dig her fem gode råd til, hvad du skal overveje, inden du optager et forbrugslån. Dermed undgår du at ende med moralske tømmermænd, fordi du har taget et alt for dyrt lån, som du ikke kan betale tilbage.
1. Overvej andre alternativer
Har du mulighed for at udskyde købet, til du får sparet nok penge op til at kunne betale det kontant? I så fald er det klart at foretrække! Hvis ikke det er en mulighed, bør du undersøge, om du kan låne penge fra eksempelvis dine forældre. På den måde kan du undgå bankens høje renter og gebyrer. Til gengæld er det vigtigt, at du og dine forældre får aftalt, hvornår lånet skal betales tilbage, og at du overholder aftalen. Ellers kan det hurtigt skabe splid mellem jer.
2. Hav en opsparing til uforudsete udgifter
Du bør altid have en opsparing til uforudsete udgifter. Også i forbindelse med optagelse af lån er det vigtigt, da du kan komme ud for, at renten på dit lån stiger, og at det derfor bliver dyrere at betale af på lånet. Opret eksempelvis en fast månedlig overførsel fra din lønkonto til din opsparingskonto, så en bestemt procentdel af din løn går til opsparing.
3. Undersøg løbetiden
En lav ydelse er ikke nødvendigvis lig med et billigt lån. Hvis løbetiden på lånet er lang, kan det nemlig godt ende med at blive dyrt på den lange bane. Tjek derfor altid løbetiden på lånet og stir dig ikke blind på den lave ydelse.
4. Undgå dyre hurtiglån
Undgå så vidt muligt at tage små, hurtige onlinelån, da de typisk har en markant højere ÅOP end almindelige forbrugslån. Styr også uden om de lån, som tilbydes i stormagasiner og butikker såsom Elgiganten. Denne type lån kan være fristende, når du står i situationen, men du vil formentlig komme til at foretryde, at du tog det.
5. Sammenlign lånenes ÅOP
Hvis du har besluttet dig for at tage et forbrugslån hos en bank eller en anden låneudbyder, bør du sammenligne ÅOP på forskellige lån, inden du vælger din låneudbyder. ÅOP er et udtryk for de samlede årlige omkostninger i procent og viser alle de omkostninger, der er forbundet med lånet. Gå som tommelfingerregel efter lånet med den laveste ÅOP.
På Samlino.dk kan du nemt og hurtigt sammenligne forbrugslån fra diverse låneudbydere og dermed finde det billigste forbrugslån på markedet til netop dit lånebehov.