FinansBureauet

2022 bød på de første kraftige prisfald for huse og lejligheder i over 10 år

Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at salgspriserne for både huse og lejligheder faldt med seks procent i 2022. Det sker til trods for, at prisudviklingen ellers var stigende igennem første halvår.

2022 har været et specielt år på boligmarkedet. Det slår nye tal fra Boligsidens Markedsindeks fast.

De nye tal fra december viser nemlig, at 2022 bød på et årligt prisfald på seks procent for både huse og lejligheder. Det er første gang i over 10 år, vi ser årlige prisfald i den størrelse ved årets udgang.

Prisfaldet i 2022 sker vel at mærke efter et første halvår, som overordnet set var præget af stigende priser, og det er derfor udviklingen i andet halvår af 2022, der har ført til det generelle fald i salgspriserne.

”2022 blev endnu et bemærkelsesværdigt år på boligmarkedet. Året blev indledt med stigende handelsaktivitet og masser af mod på at købe ny bolig, som vi også har set det i de foregående år. Det førte til svagt stigende salgspriser igennem første halvår. Men samtidig begyndte effekterne af det stigende renteniveau, stigende energipriser og høj inflation for alvor at vise sig efter sommerferien,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

”Den cocktail af økonomiske faktorer førte i efteråret til en stærk opbremsning i boligsalget og kraftige prisfald. Og det er denne udvikling, som betyder, at den samlede prisændring i 2022 ender med et markant årligt fald, som vi ikke før har set tilsvarende i Boligsidens statistik.”

Fremgang i første halvår afløst af prisfald

Skiftet skete i sommeren 2022, hvor de gennemsnitlige salgspriser toppede i henholdsvis maj måned for ejerlejligheder og i juni måned for villaer og rækkehuse.

Sammenligner vi december-priserne med topniveauet i sommer, er der sket et fald i lejlighedspriserne på 10 procent siden maj måned og et fald på ni procent for villaer og rækkehuse siden juni måned.

Splitter vi året yderligere op og ser på prisudviklingen i årets fire kvartaler, bliver den delte prisudvikling i 2022 endnu mere tydelig.

Udvikling i boligpriserne per kvartal i 2022

Boligtype

Prisændring i 1. kvartal 2022

Prisændring i 2. kvartal 2022

Prisændring i 3. kvartal 2022

Prisændring i 4. kvartal 2022

Villaer/rækkehuse

1,4%

1,6%

-2,7%

-6,6%

Ejerlejligheder

2,5%

1,6%

-4,9%

-5,4%

Sommerhuse

1,4%

5,0%

-1,1%

-3,6%

(Tabellen viser ændringen i de gennemsnitlige salgspriser i kvartalet målt i forhold til det forudgående kvartal. Kilde: Boligsidens Markedsindeks)

For villaer og rækkehuse har der i både første og andet kvartal været tale om en stigning i salgspriserne, imens den udvikling blev vendt til et fald på 2,7 procent i tredje kvartal og dernæst et yderligere fald i priserne på 6,6 procent i fjerde kvartal.

Se udviklingen i huspriserne i alle landets kommuner her 

Samme mønster gør sig gældende for ejerlejlighederne, hvor der var tale om et prisfald på omkring fem procent i både tredje og fjerde kvartal.

”Det er meget tydeligt, at skiftet sker i sommerferien, og at især andet halvår har været præget af en generel afmatning af boligmarkedet. Det er kun sommerhusene, der ikke er lige så mærket af den økonomiske udvikling, og hvor vi ser en årlig prisfremgang på knap to procent i 2022. Det hænger blandt andet sammen med, at udbuddet af sommerhuse fortsat er lavt, og at rigtig mange af de nyslåede sommerhusejere holder fast i deres investering,” siger Birgit Daetz.

Se udviklingen i lejlighedspriserne i landets storbyer her

Fortsat højere priser end før corona

Trods faldet i priserne i 2022 ligger salgspriser fra december for huse fortsat fire procent højere end ved årets udgang i 2020 og 11 procent højere end på samme tidspunkt i 2019.

Lejlighedspriserne ligger ligeledes 2 og 12 procent højere end ved årets udgang i 2020 og 2019. 

Spørgsmålet er så, hvad 2023 vil bringe.

”De seneste år har vist meget tydeligt, at det er svært at spå om udviklingen på boligmarkedet. Men vi forventer, at vi i første halvdel af 2023 vil se et boligmarked i et fortsat lavere tempo end normalt,” siger Birgit Daetz og tilføjer:

”Mange boligkøbere har allerede fået opfyldt deres behov for ny bolig under handelsboomet i coronaårene, og flere har behov for at se tiden an, inden de begiver sig ud i et boligkøb. Men omvendt tyder noget også på, at lysten til at købe ny bolig fortsat hersker, og at mange blot har udskudt deres boligkøb. Vi må vente og se, om tiden igen bliver moden til at boligkøberne vil realisere de ønsker i 2023, hvor vi i så fald vil se et øget antal bolighandler igen.” 

Udvikling i boligpriserne i december 2022:

Boligtype

Salgspris (kr. pr. kvm.)

Ændring seneste måned

Ændring seneste år

Villaer/rækkehuse

16.232

-2,7 %

-6,4 %

Ejerlejligheder

32.213

-1,8 %

-6,3 %

Sommerhuse

22.120

-1,8 %

1,5 %

(Kilde: Boligsidens Markedsindeks)

Ændring i salgspriserne år for år:

År

Villaer/rækkehuse

Ejerlejligheder

Sommerhuse

2022

-6,4%

-6,3%

1,5%

2021

10,9%

9,2%

16,4%

2020

7,1%

9,7%

12,8%

2019

4,2%

2,7%

7,7%

2018

3,3%

2,1%

1,0%

2017

4,1%

9,6%

5,4%

2016

4,1%

7,7%

5,8%

2015

8,3%

11,3%

1,4%

2014

2,4%

2,0%

1,2%

2013

1,3%

7,7%

0,5%

2012

-0,6%

7,8%

-4,0%

(Tabellen viser den årlige ændring i de gennemsnitlige salgspriser for de tre boligtyper i perioden december – december. Kilde: Boligsidens Markedsindeks.)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce