FinansBureauet

Her finder du hovedstadens billigste studieboliger

Der kan være gode besparelser at hente på huslejen ved at flytte bare lidt væk fra København K. Se her, hvor du skal søge bolig, hvis du går efter en af byens billigste lejeboliger.

Her finder du hovedstadens billigste studieboliger

Vil du gerne spare på huslejen? Så skal du måske flytte over på nabogaden. Der kan nemlig være enorme forskelle på den gennemsnitlige husleje på forskellige gader, der ofte ligger ganske tæt på hinanden. 

Det viser en top ti over gaderne med de billigste studieboliger, som BoligPortal.dk har lavet til avisen. 

Bor du på et lejet værelse, er Københavns billigste gade lidt overraskende Kong Georgs Vej, der ligger i den nordlige ende af Frederiksberg. På Kong Georgs Vej koster et værelse gennemsnitligt 2.681 kr. om måneden. 

Der ligger flere kollegier og kollegieboliger på Kong Georgs Vej, hvilket kan være med til at trække prisen ned i et meget fornuftigt leje, men alligevel overrasker det Henrik Løvig, der er adm. direktør i BoligPortal.dk, at hovedstadens billigste værelser ligger på ellers eftertragtede Frederiksberg. 

- Traditionelt er Frederiksberg et af de dyrere områder, men det her viser også, at der er gjort meget for at sikre en meget blandet befolkningssammensætning, hvor der både er meget dyre villaer, mange eksklusive lejligheder og altså også billige studieboliger. Det er meget positivt for området, vurderer Henrik Løvig. 

Ingen af de billigste gader ligger i det absolutte centrum af København, uanset om man ser på værelser eller på de mindste lejligheder med et eller to værelser. 

- Det giver fin mening, at det ikke er gader i det absolutte centrum, der har de billigste lejeboliger i København. Men hverken Kong Georgs Vej eller Tagensvej, der har de billigste små lejligheder, ligger ret langt fra Rådhuspladsen og Strøget, så hvis man ser på beliggenhed i forhold til husleje, så bør begge de to gader være særdeles eftertragtede gader at bo i, især for de mange studerende, der bor i København, siger Henrik Løvig. 

Han fortæller videre, at det, som tallene også viser, ikke altid er nødvendigt at skulle flytte langt væk fra centrum for at finde et billigere sted at bo. Den høje efterspørgsel på centralt beliggende boliger gør forskellene større. 

- Mange gør sig selv en bjørnetjeneste ved at låse sig fast på, at man vil bo på for eksempel Christianshavn eller helt tæt på Strøget. Jeg forstår godt, at mange gerne vil bo centralt, men man skal bare være forberedt på, at det kan være vanskeligt at finde en bolig der og at huslejen er høj. Især for studerende, siger Henrik Løvig og peger på Nørrebro som et godt alternativ. 

- Tre af de fem gader med de billigste mindre lejligheder med et eller to værelser ligger på Nørrebro. Og så langt er det altså heller ikke væk, siger Henrik Løvig. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce