Det går godt med salget af flexboliger
Der er medvind på markedet for flexboliger. Nye tal fra Boligsiden viser i hvert fald, at salget stiger. Udviklingen hænger sammen med et faldende udbud af sommerhuse og flexboligernes lavere prisniveau.
I et forsøg på at få flere boligkøbere til byen valgte flere danske kommuner for nogle år siden at droppe den såkaldte bopælspligt, så almindelige helårshuse i stedet kunne anvendes som fritidshuse eller sommerhuse. Det skabte markedet for flexboliger, som danskerne nu synes at have taget til sig.
I hvert fald viser nye tal fra Boligsiden, at der er sket en stigning i antallet af solgte flexboliger.
Konkret er der tale om en stigning på knap 65 procent, hvis man sammenligner antallet af handler i første halvår 2019 med samme periode tilbage i 2016.
”Danskerne er for alvor begyndt at få øjnene op for flexboligen, hvor man kan få drømmen om et sommerhus opfyldt for ofte lidt færre penge. Selvom man med en flexbolig ikke altid får den klassiske sommerhusstil i form af et sort bjælkehus med hvide skodder for vinduerne, er det en god mulighed for at få den gode beliggenhed i områder, hvor udbuddet af sommerhuse samtidig daler,” fortæller Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Det attraktive alternativ
En flexbolig er et helårshus, hvor bopælspligten er ophævet, så man kan bruge huset præcis ligesom et sommerhus. Det fungerer altså som et alternativ til det klassiske sommerhus – og det er ofte billigere.
Eksempelvis viste en beregning fra Boligsiden i 2018, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris på flexboligerne lå markant lavere end prisen på almindelige sommerhuse. Konkret lå kvadratmeterprisen på flexboligen i den populære sommerhuskommune Assens 60 procent lavere end på de klassiske sommerhuse i samme kommune.
”Flexboligordningen er især fordelagtig i de områder, hvor nogle huse kan være svære at sælge. Man får ofte mange kvadratmeter for pengene, og når bopælspligten er ophævet, kan huset bruges som bolig nummer to,” siger Birgit Daetz og tilføjer:
”Samtidig skal man huske på, at sommerhusmarkedet er i hastig udvikling i øjeblikket. På bare tre år er salget af sommerhuse steget med 40 procent, og den øgede efterspørgsel gælder både i de populære sommerhuskommuner men også i de kommuner, der traditionelt er billigst at købe sommerhus i. Det dalende udbud kombineret med stigende priser er med til at gøre flexboligen mere attraktiv som alternativ,” forklarer Birgit Daetz.
Tilladelsen følger huset
Det er i dag op til hver enkelt kommune i Danmark at afgøre, hvorvidt de vil give tilladelse til flexboliger eller ej.
Nogle steder har det på det seneste været diskuteret at droppe tilladelserne, da ordningen er blevet så populær, at der mangler boliger til de mennesker, der gerne vil bo permanent i området.
Når en bolig er registreret som flexbolig er der ingen begrænsning på, hvor meget eller hvor lidt, du må anvende huset. Og tilladelsen følger huset og ikke ejeren.
Antal solgte flexboliger
År |
Antal solgte |
Gns. salgspris (kroner) |
Gns. kvm. pris |
2016 |
457 |
980.014 |
6.527 |
2017 |
595 |
969.270 |
6.737 |
2018 |
723 |
1.033.433 |
7.069 |
2019 |
752 |
1.109.295 |
7.554 |
(Tabellen viser antallet af solgte flexboliger i første halvår. En flexbolig er her defineret som en bolig, der er annonceret på Boligsiden med en såkaldt dobbeltannoncering i kategorierne villa/fritidsbolig eller fritidsbolig/villa. Kilde: Boligsiden.)