FinansBureauet

Danskerne køber flexboliger i stor stil og betaler mere for dem

Den store efterspørgsel på sommerhuse lader til at have påvirket opmærksomheden omkring flexboliger. I hvert fald er salget af flexboliger vokset markant, når vi sammenligner første halvår med samme periode i de to foregående år.

Danskerne har fået smag for de hjemlige ferieboliger. Under corona så vi en eksplosiv vækst i salget af sommerhuse, og samtidig er der også sket en markant stigning i salget af de såkaldte flexboliger.

En ny opgørelse fra Boligsiden viser, at antallet af solgte huse, der er til salg med en såkaldt dobbeltannoncering i første halvår er steget med 53 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

”Udbuddet af de klassiske sommerhuse har længe været lavt, hvilket har fået mange af de potentielle sommerhuskøbere til at se sig om efter alternativer. Samtidig er priserne i de populære sommerhusområder nået et niveau, hvor alle ikke længere kan være med. På den baggrund er flexboligen blevet et attraktivt alternativ for flere,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Huset med fleksible muligheder

En flexbolig er som udgangspunkt et helårshus, hvor bopælspligten er ophævet. Det åbner muligheden for, at man kan bruge huset som det bedst passer én. Man kan altså også ”nøjes” med at bruge det som et sommerhus på de tidspunkter af året, som man ønsker.

En flexbolig er registreret som helårsbolig i BBR, og det er hver enkelt kommune, der udsteder tilladelser til, at en bolig må anvendes som flexbolig. Og det er en tilladelse, der følger huset og ikke dig personligt som ejer.

Har kommunen udstedt en flexboligtilladelse, er der mulighed for kun at bruge huset lejlighedsvis. Og kombineret med, at denne type af boliger ofte ligger placeret i områder med lave boligpriser, kan flexboligen ofte fungere som bolig nummer to for mange købere.

Flexboligen bliver dyrere

Den stigende efterspørgsel har dog også påvirket den gennemsnitlige pris for flexboligerne. Ligesom salgstallene er gået op, er den gennemsnitlige kvadratmeterpris det også.

”Selvom flexboligen ofte er et billigere alternativ til det traditionelle sommerhus, trækker den øgede efterspørgsel selvfølgelig også salgspriserne op. Det er den samme udvikling, som vi har set på de øvrige dele af boligmarkedet, men i en mere afdæmpet udgave. Derfor er flexboligerne i år blevet solgt til gennemsnitlige salgspriser, der er otte procent højere end i første halvår sidste år,” siger Birgit Daetz.

Udviklingen i salget af flexboliger:

Periode

Gns. salgspris (kroner)

Gns. kvm. Pris (kr. pr. kvm)

Antal solgte

1. halvår 2019

        1.107.155

        7.546

                 752

1. halvår 2020

        1.251.714

        8.521

              1.040

1. halvår 2021

        1.350.295

        9.047

              1.587

(Tabellen viser antallet af solgte flexboliger i januar til juni i de pågældende år. En flexbolig er her defineret som en bolig, der er annonceret på Boligsiden med såkaldt dobbeltannoncering i kategorierne villa/fritidsbolig eller fritidsbolig/villa. Kilde: Boligsiden.)

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce