FinansBureauet

Boligejere med husbygger drømme har fået det lidt nemmere

Boligejere med husbygger drømme har fået det lidt nemmere

Det seneste år er prisen på et nybygget nyt hus steget med 1,3 pct. Men da den gennemsnitlige løncheck er steget med 1,4 pct. i samme periode, og da renten er faldet og har gjort det billigere at finansiere det færdige hus, er drømmen om et sprit nyt hus alligevel rykket tættere på for de fleste.

Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistiks byggeomkostningsindeks for 1. kvartal 2015.

26.000 kr. dyrere at få et hus på grunden

Udviklingen i byggeomkostningerne betyder, at hvis man tager udgangspunkt i et hus, som kostede 2 mio. kr. at opføre for ét år siden, så koster samme byggesag i dag 2.026.000 kr. Dermed er byggeomkostningerne steget med 26.000 kr. det seneste år.

Dertil kommer selvfølgelig prisen på en eventuelt tilknyttet entreprenør, arkitekt eller ingeniør samt ikke mindst byggegrunden, der for sidstnævntes vedkommende vil have udviklet sig meget forskelligt, afhængig af hvor i landet den ligger. Er der tale om en byggegrund tæt på landets største byer vil den formentlig være steget i pris, men det er her vigtigt at bemærke, at den udvikling selvfølgelig også har gjort sig gældende, såfremt det var et ældre hus og ikke en byggegrund, man var på udkig efter.

Når man indregner renten ser regnestykket ganske attraktivt ud

I 1. kvartal 2015 lå renten på et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag på 2 pct. og kursen omkring 98,2. Ét år tidligere var renten oppe på 3 pct. og kursen nede omkring 96,5.

Da det netop er ydelsen på et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag, som ligger til grund for realkreditinstitutternes kreditvurdering, er den udvikling glædelig set med nybyggernes øje. Rentefaldet betyder nemlig, at det er blevet billigere at finansiere et nybygget hus i dag end for ét år siden – også selv om prisen på det nybyggede hus er steget.

Tager vi igen udgangspunkt i det nybyggede hus, som kostede 2 mio. kr. for ét år siden og 2.026.000 kr. i dag, og antager vi, at beløbet skal finansieres med 80 pct. realkredit og 20 pct. banklån, så betyder renteudviklingen, at hvor nybyggerne for ét år siden skulle have 8.260 kr. op af lommen hver måned efter skat, for at finansiere huset til 2 mio. kr., så skal nybyggerne i dag kun finde 7.830 kr. hver måned for at finansiere det samme hus, som altså nu koster 2.026.000 kr.

Dertil kommer, at de gennemsnitlige lønninger er steget med 1,4 pct. det seneste år, mens inflationen kun er steget med 0,6 pct., hvorfor en gennemsnitlig nybygger også har fået en reallønsfremgang og dermed flere penge til forbrug, ud over den besparelse rentefaldet giver.

Renteudviklingen har således betydet, at det er blevet nemmere at blive kreditgodkendt til at bygge nyt hus det seneste år – også selv om prisen på det nybyggede hus er steget.

Bedste hilsner

Lise Nytoft Bergmann

Boligøkonom, chefanalytiker

Nordea Kredit

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce