FinansBureauet

Aarhus vs. København: Hvem tager førertrøjen på boligmarkedet?

Landets to største byer, København og Aarhus, er dominerende på markedet for ejerlejligheder. Begge byer har været igennem en rivende udvikling, henover de seneste år, men hvor har prisudvikling og faldende salgstider været mest markant? Det kan du se her.

Det er praktisk talt umuligt at score en billig lejlighed i Aarhus og København. Og hvis du har overvejet at købe i en af de to byer inden for den seneste tid, ved du, at der er rift om boligerne. Da renten ramte bunden i februar 2015 blev det ekstremt billigt at låne penge, og det satte for alvor skub i boligsalget. Særligt i Aarhus og København, hvor de gunstige lånemuligheder gjorde det muligt for flere enten at få råd til at købe eller at købe en dyrere ejerlejlighed end tidligere.

Men hvordan har markedet udviklet sig i de to byer siden rentefaldet? Boligsiden.dk har sammenlignet hovedstaden og den østjyske metropol på en række forskellige parametre, og mens København vinder priskapløbet, vinder Aarhus terræn på andre parametre.

”Helt generelt har boligmarkedet i København og Aarhus bevæget sig i to lignende kurver, men vi ser, at priserne i hovedstaden har udviklet sig langt mere eksplosivt, og det har haft synlige konsekvenser for salget. Der er derimod mere ro på det aarhusianske marked,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Høje priser påvirker salget

Siden februar 2015 og frem til nu er kvadratmeterprisen på ejerlejligheder i København steget godt 40 procent fra 29.000 kroner til 41.000 kroner. I Aarhus er stigningen stor, men mere afdæmpet. Her taler vi om en vækst på cirka 20 procent.

”Lige omkring rentefaldet var der kun 2.400 kroners forskel i kvadratmeterprisen mellem landets to største byer. Nu taler vi om en difference på 9.000 kroner i Københavns favør. Det er mildest talt markant. Ved køb af en ejerlejlighed på 80 kvadratmeter betyder det en forskel på 720.000 kroner,” siger Birgit Daetz.

Priserne påvirker folks muligheder for at købe bolig, og den heftige udvikling i København har sat sine spor i salgsstatistikken. Anderledes ser det ud i Aarhus.

”Ser vi på salget i februar 2015, da renten var i bund, blev der solgt 606 ejerlejligheder i København. Foreløbige prognoser for salget i april i år peger i retning af, at salget ligger under det niveau i hovedstaden, mens Aarhus endnu engang viser tegn på et mere stabilt marked med en lille fremgang i salget,” siger Birgit Daetz.

Stor forskel på de to byer

Det høje prisniveau i København er ikke gået ubemærket hen blandt køberne. Boligsiden.dk skrev for nylig om, hvordan der nu bliver forhandlet en større rabat på boligkøbet som konsekvens af, at sælgerne prissætter for højt i hovedstaden.

Sammenligner vi niveauet på nedslag i februar 2015 med de nyeste tal, viser de, at nedslaget i perioden er steget 82 procent i København. Modsat er priserne i Aarhus steget mere moderat, og derfor ses blot et øget nedslag på 17 procent.

”En anden indikator for, hvordan det går på boligmarkedet, er salgstiden. Og det falder godt i tråd med de øvrige tal, at salgstiden er faldet mest i Aarhus, for når prisen er rigtig, påvirker det helt naturligt længden på salgsperioden,” siger Birgit Daetz.

Vil du se, hvilke ejerlejligheder der er til salg i Aarhus lige nu? Se hele udbuddet ved at klikke her. Skal derimod finde bolig i København, kan du i stedet klikke dig videre til et overblik her.

ANNONCE
Foto: Byrd/Dennis Borup - Aarhus vs. København: Hvem tager førertrøjen på boligmarkedet? Foto: Byrd/Dennis Borup
Del

Seneste nyt

Annonce