FinansBureauet

Ny boligskatteaftale skaber usikkerhed hos boligejerne

Blandt boligejerne hersker der tvivl om, hvilke økonomiske konsekvenser den nye boligskatteaftale vil få for den enkelte. I en ny afstemning på Boligsiden.dk svarer halvdelen dog, at de tror, aftalen vil påvirke deres økonomi negativt.

Selvom stemningen på boligmarkedet har været overordentlig festlig gennem flere år, er der alligevel nogle mørke skyer forude. Med en ny offentlig ejendomsvurdering, der bliver udrullet i 2020 og en boligskatteaftale, der sætter ind 1. januar 2021, er der flere usikkerheder i spil, der gør, at udsigten i krystalkuglen er en smule mudret, hvis du enten skal købe eller sælge.

Indtil videre er det noget nær umuligt for boligejerne at regne sig frem til, hvordan skatten vil ændre sig fra 2021, og derfor er det også forskelligt, hvilke tanker de danskere, der ejer fast ejendom, gør sig om deres økonomiske fremtid. I en ny afstemning foretaget blandt brugerne på Boligsiden.dk er der dog en overvægt af boligejere, der tror, at boligskatteaftalen vil påvirke deres økonomi negativt. Det svarer 50 procent.

Ingen kender konsekvenserne
Kun hver tiende tror, at påvirkningen vil være positiv, mens hver fjerde tænker, at det reelt ikke får nogen betydning for deres økonomi. Interessant er det desuden at skele til den relativt store gruppe af personer på 17 procent, der har svaret ’Ved ikke’.

”Fordi ingen kender resultaterne af den nye ejendomsvurdering og de kommende skattesatser, er det umådeligt svært at forholde sig til konsekvenserne. Og det kommer klart til udtryk, når så mange tilkendegiver, at de er på bar bund omkring, hvordan aftalen vil påvirke deres økonomi,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

”Dertil kommer, at næsten 50 procent i afstemningen har en forventning om negative konsekvenser – den antagelse er en naturlig måde at forholde sig til noget uvist, da man så er forberedt på det værste,” supplerer hun.

Afstemningen er foretaget blandt brugerne på Boligsiden.dk i perioden fra 30. oktober til 12. november. I alt er der afgivet 1.140 svar til spørgsmålet. Se lagkagediagram over, hvordan de svarede.

Bliv klogere på boligskatteaftalen
Som boligejer betaler du to former for boligskat. Dels ejendomsværdiskat, der er baseret på ejendommens værdi, samt en grundskat, der opgøres på baggrund af værdien af den grund din bolig er beliggende på. Ejendomsværdiskatten er fastfrosset på 2000-2001-niveau frem til, at den nye aftale træder i kraft 1. januar 2021. Grundværdien kan højest stige syv procent årligt, og stigningerne vil frem til 2021 blive indefrosset, således at de først skal betales, når ejendommen engang bliver solgt. Som boligejer vil man derfor ikke komme til at mærke stigningen her og nu. Men fra 2021 ophører skattestoppet på ejendomsværdiskatten og den begrænsede stigning i grundskylden. Læs mere om, hvordan de nye regler vil blive forvaltet på Skatteministeriets hjemmeside.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce