Bedste Syrah/Shiraz

Australsk sejr i denne uges test



5. februar, 2018 - kl. 00:00
Forfatter: Claus Fledelius


Synes godt om Finansbureauet.dk

Del artiklen

Der var sejr til en klassisk australsk Shiraz i form af Torbreck Barossa Valley Woodcutters Shiraz 2016 i denne uges test. Vindervinen forhandles af Hj Hansen Vin / Vinspecialisten til en tilbudspris af 160 kr. ved 2 stk. Torbreck har ved tidligere lejlighed opnået de maksimale 100 point af Robert Parker (mens denne stadig selv bedømte vinene). Og selvom vindervinen selvsagt ikke er oppe i de højder, byder den på en god lejlighed til at smage hvad Torbreck har at byde på - uden at skulle pantsætte hus og hjem. Vinen har tidligere imponeret i panelet dog uden at stryge helt til tops, men netop i årgang 2016 synes det hele at gå op i en højere enhed.  Særdeles elegant vin med lige stor pondus som finesse. Røgfyldt næse med noter af læder og cedertræ, silkeblød mund med let mineralsk præg og righoldige mængder blåbær, rålakrids og peber indhyllet i subtile fadnoter som fortsætter ud i den meget lange eftersmag. Fantastisk flot vin.

 

Testvinder

Torbreck Barossa Valley Woodcutters Shiraz 2016

******

Forhandler: Hj Hansen Vin / Vinspecialisten

Pris: 160 kr. ved 2 stk

Andre anbefalede vine: 

 

Tarapaca Gran Reserva Syrah 2015

*****

Forhandler: Skjold Burne Vinhandel

Pris: 100 kr. ved 2 stk

Kommentar: Fyldig og markant chilensk Syrah med høj densitet. Brombær og våd skovbund i næsen, voluminøs mund med righoldige mængder peber, vanilje, lakrids og lang intensiv eftersmag med let herbalt præg.

 

Bellingham The Bernard Series Basket Press Syrah 2014

******

Forhandler: Skjold Burne Vinhandel

Pris: 199,75 kr.  

Kommentar: Gensyn med vinderen af testen som bedste julevin. Byder på markant næse med eksplosive noter af sød tobak og brombær og tæt og voluminøs mund med righoldige mængder friskkværnet peber, mokka og tyttebær akkompagneret af subtile fadnoter, som smyger sig om smagsløgene i den lange intensive eftersmag.

 

Flavabom Vinedried Shiraz 2016

******

Forhandler: Kvickly

Pris: 79 kr.

Kommentar: Sødmefuld australsk Shiraz pleaser lavet på let indtørrede druer. Peberintensiv næse med noter af læder og tobak og pæn voluminøs mund med høj densitet og flamboyante noter af tobak, espresso, lakrids og fad. Super køb til prisen.  

 

Paul Mas Syrah 2016

*****

Forhandler: Meny og Spar

Pris: 59,95 kr.

Kommentar: Fin sydfransk Syrah med behagelig næse med noter af kakao og lakrids og cremet mund med bløde tanniner, herbale noter og lette pebernoter i skøn forening. Godt køb.

 

Nine Stones Barossa Valley Shiraz 2015

*****

Forhandler: SuperBrugsen

Pris: 2 stk for 159 kr.

Kommentar: Flot australsk Barossa Valley Shiraz pleaser i fyldig stil med sødmefuld kirsebærnæse, viskøs mund med overmoden sødmefuld frugt og krydrede undertoner med dominans af peber og en pæn lang eftersmag med noter af engelsk lakrids.

 

Hardy´s Brave New World Black Edition Shiraz 2016

******

Forhandler: Kvickly

Pris: 55 kr.

Kommentar: Flot kraftfuld Shiraz med kaffe og mokka i både næse og mund tilsat opulente noter af vilde brombær, kirsebær og solbær og bastante noter af vanilje og peber i den lange eftersmag. Et godt bud på en god australsk Shiraz til en pris hvor alle kan være med.

 

Galil Mountain Syrah 2016

*****

Forhandler: Meny og Spar

Pris: 129 kr.

Kommentar: Noget så sjældent som en israelsk Syrah som byder på friskkværnet peber i næsen og fedmefuld mørk frugt i munden pakket ind i bløde tanniner og noter af mokka, mørk chokolade og tobak og med pæne mængder vanilje i den lange eftersmag.

 

Dos Dedos De Frente 2014

******

Forhandler: d-wine.dk

Pris: 199 kr. ved 6 stk

Kommentar: Veldrejet spansk Syrah som i årgang 2014 går rent hjem med røget baconnæse tilsat herbale undertoner og rustik mund med righoldige mængder sort frugt, røget kød og skråtobak pakket ind i faste tanniner. Et brag af en Syrah.

 

Nugan Estate Phoenix Shiraz 2016

******

Forhandler: MENY

Pris: 50 kr. ved 2 stk

Kommentar: Australsk Shiraz i elegant udgave med tobak og solbær i næsen, peber og vanilje i munden og lang sødmefuld eftersmag med noter af engelsk lakrids og tobak pakket pænt ind i sarte tanniner. Super køb i hverdagssegmentet.

 

 

 

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Claus Fledelius Følg på:

Claus Fledelius er cand.polit. og chefredaktør på FinansBureauet. Har tidligere bl.a. været økonomisk journalist og redaktør for Børsen Magasiner og Bonnier Publications, og har derudover stået som forfatter til flere skattepolitiske rapporter.

Vil du skrive for os?

Synes godt om finansbureauet.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen