FinansBureauet

Året starter med færre boliger til salg

Nye udbudstal fra Boligsiden viser, at der ved indgangen til januar 2024 var færre boliger til salg sammenlignet med måneden forinden. Det er en udvikling, som gælder for både huse, sommerhuse og ejerlejligheder. Samtidig overgår antallet af boliger til salg sidste års niveau for alle boligtyper.

Antallet af til-salg-skilte foran ejendomme i Danmark blev reduceret en smule i takt med skiftet til år 2024.

Det fremgår af Boligsidens nye udbudstal, som eksempelvis viser, at der ved indgangen til januar 2024 var 33.339 villaer og rækkehuse til salg på landsplan.

Det er 2,7 procent færre huse til salg sammenlignet med starten af december 2023 – svarende til 930 færre huse på markedet.

”Antallet af huse til salg er nu tilbage på det niveau, vi senest så ved indgangen til oktober måned, så der er med andre ord ikke tale om et kraftigt fald i udbuddet af huse den seneste måned. Som oftest ser vi en mindre nedgang i boligudbuddet i starten af et nyt år, som blandt andet skyldes, at der typisk kommer færre boliger til salg i løbet af december, fordi folk prioriterer julehøjtiden frem for at sætte boligen til salg,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:

”I løbet af 2023 er der måske også flere, som har fremskyndet et salg, da de kan have haft et ønske om at sælge boligen før 2024, hvor de nye ændringer i boligskatten nu er trådt i kraft, eksempelvis hvis de har villet sælge for at nå at købe og overtage en ny bolig og dermed opnå den eftertragtede skatterabat. Muligheden for skatterabat er nu ophørt, og det påvirker formentlig især udviklingen i antallet af boliger til salg de steder i landet, hvor boligskatterne er steget i takt med årsskiftet.”

Antallet af villaer og rækkehuse til salg er faldet med over to procent fra primo december 2023 til primo januar 2024 i samtlige af landets fem regioner.

Der, hvor husudbuddet er faldet mest den seneste måned, er i Region Hovedstaden, hvor der er tale om et fald på 4,6 procent i perioden.

Færre ejerlejligheder og sommerhuse til salg

Der er også kommet færre ejerlejligheder og sommerhuse til salg i løbet af den seneste måned.

Således var der i alt 7.912 ejerlejligheder til salg primo januar, hvilket er 5,2 procent færre end i primo december.

I Københavns Kommune, som har det største marked for ejerlejligheder i landet, er lejlighedsudbuddet faldet med 7,7 procent den seneste måned.

”Særligt i efteråret 2023 så vi en stigning i antallet af ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune, som hovedsageligt skyldes, at flere ønskede at sælge, købe og overtage en ejerlejlighed før 2024 for blandt andet at opnå skatterabatten, eftersom boligskatten stiger på store dele af det københavnske ejerlejlighedsmarked i år. Nu, hvor boligskatteændringerne er en realitet, er den bevæggrund ikke længere aktuel, og det kan naturligvis også mærkes på antallet af ejerlejligheder til salg i København,” siger Birgit Daetz. 

For sommerhusene lyder den seneste måneds fald i udbuddet på 2,1 procent, så der ved indgangen til årets første måned var 4.977 sommerhuse til salg i landet.

Antallet af boliger til salg overgår sidste års niveau

Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er der i starten af januar i år flere boliger til salg, hvilket gælder både for husene, sommerhusene og ejerlejlighederne.

Eksempelvis er der nu 9,9 procent flere huse på markedet sammenlignet med primo januar 2023. Det svarer til, at huskøberne har fået mere en 3.000 flere huse at vælge imellem på et år.

”Vi har løbende set et stigende udbud for samtlige boligtyper, efter udbuddet faldt betydeligt under de hæsblæsende coronaår på grund af den usædvanligt høje handelsaktivitet, der gjorde sig gældende på daværende tidspunkt. Men for både husene og ejerlejlighederne er antallet til salg nu tilbage på niveau med januar 2020 før corona, hvilket er godt nyt for boligkøberne, som dermed har fået væsentligt mere at vælge imellem,” siger Birgit Daetz.

Se antallet af boliger til salg her:

Boligtype

Antal til salg primo jan. 2024

Månedlig ændring

Årlig ændring

Villaer og rækkehuse

33.339

-2,7 %

9,9 %

Ejerlejligheder

7.912

-5,2 %

2,1 %

Sommerhuse

4.977

-2,1 %

13,2 %

Tabellen viser antallet af boliger til salg ved indgangen til januar 2024 fordelt på boligtyper. Samtidig fremgår den procentuelle ændring, når dette sammenholdes med hhv. primo december 2023 (månedlig ændring) og primo januar 2023 (årlig ændring). Kilde: Boligsiden

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce