FinansBureauet

Her er beviset: Sådan påvirker stigende ledighed boligsalget

Der er en sammenhæng mellem stigende ledighed og faldende boligsalg. Det viser en analyse lavet af Boligsiden. I mange kommuner er effekten dog mindre end frygtet.

Med udgangspunkt i coronakrisen har Boligsiden i samarbejde med Nationalbanken lavet en analyse, der viser sammenhængen mellem stigning i ledighed og fald i boligsalg. Analysen viser, at det trods stor stigning i ledighed går langt bedre end frygtet mange steder i landet.

Samlet set er ledigheden i Danmark steget 32 procent under coronakrisen. I samme periode er salget af villaer, rækkehuse og ejerlejligheder i Danmark faldet med blot seks procent. Ikke så overraskende er det i de dele af landet, hvor ledigheden er steget mindst, at boligsalget er påvirket mindst - eller slet ikke.

”Før corona var en af de mest brugte forklaringer på udviklingen i boligsalget, at arbejdsløsheden var lav, og at mange derfor havde råd til at handle bolig. Corona har fået ledigheden til at vokse, og vi oplever nu, at arbejdsløsheden ikke har helt samme betydning for handlen med boliger, som vi tilskriver den i gode tider. Faktisk er salget steget i 54 kommuner – på trods af at ledigheden er steget i alle landets kommuner,” siger kommunikationsdirektør hos Boligsiden Birgit Daetz og konkluderer:

”Ja, samlet set er salget af boliger faldet som følge af den stigende ledighed, men der er meget store lokale variationer af den effekt,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Gode takter i landets billigste kommuner
En del af de kommuner, hvor ledigheden er steget mindst, er nogle af landets billigste kommuner. Derfor er Langeland, Lolland, Tønder og Morsø nogle af succeshistorierne på markedet. For her er salget steget over 20 procent på trods af stigende ledighed.

”Under coronakrisen har vi hørt fra ejendomsmæglerne, at nogle af de boligejere der vil flytte fra en bolig til en anden i de store byer venter med at rykke. Omvendt har dem, der har stået overfor at skulle flytte til en anden landsdel effektueret deres planer. Det har også været diskuteret, om flere nu vil flytte fra de tæt befolkede områder for at få mere plads omkring sig. Men faktisk har det været populært i et stykke tid at købe bolig uden for de største byer, og det forventer vi, at det vil blive ved med at være,” siger Birgit Daetz.

De kommuner der har oplevet de største stigninger i ledighed er nogle af landets dyreste kommuner i og omkring København. Det er også i de kommuner, at salget af boliger er faldet mest. I Dragør, Gentofte, Tårnby og Hvidovre er ledigheden steget over 40 procent, mens boligsalget er faldet mere end 30 procent.

Hvad sker der i resten af 2020?
Efter fald i boligsalget i marts og april var der bedring i salget i maj. Om det fortsætter året ud, vil blandt andet afhænge af, hvad der sker, når hjælpepakkerne i forskellige brancher udløber, og om det vil skabe en ny stigning i ledigheden.

”Vi står i en situation, hvor den hånd der holdes under mange virksomheder og lønmodtagere i form af hjælpepakker snart udløber. Det er en usikker situation, og med den her analyse i hånden, ved vi, at effekterne af de udløb vil få betydning for antallet af bolighandler,” siger Birgit Daetz.

På Boligsiden kan du se en illustration af, hvordan udviklingen i de enkelte kommuner er i forhold til hinanden.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce