FinansBureauet

Villaer fra 60´erne sælges hurtigt

Ny undersøgelse fra RealMæglerne og BoligOne viser, at den ofte udskældte 60’er villa tilhører den årgang af villaer der sælges hurtigst…hurtigere end alle andre sammenlignelige hustyper opført i andre årtier.

Prisen på en villa afhænger ikke kun af beliggenheden, men også i høj grad af opførelsesåret. Det viser en ny undersøgelse RealMæglerne har lavet på baggrund af tal fra boligsiden.dk. Også salgstiden og størrelsen på nedslaget i prisen synes at afhænge af, i hvilket årti villaen er opført.

Undersøgelsen viser, at den udskældte 60’er villa, der lagde grunden til villa, Volvo og vovse, og som blev udskældt for at være kedelig, anonym, dårligt indrettet og ikke altid i de bedste materialer, er efterspurgt som aldrig før. Ingen andre huse fra alle øvrige årtier sælger lige så hurtigt som et hus fra 60’erne. Og der er rigtig, rigtig mange af dem, og de er tilmed blandt de billigste. Kun villaer fra før år 1900 er billigere målt på kvadratmeterprisen, men er til gengæld betydelig længere tid om at blive solgt, med en gennemsnitlig salgstid på godt 100 dage mere end de 174 dage det i gennemsnit tager at sælge en villa fra 60´erne.

Også villaerne fra 70´erne er både billige og populære. Over 21 % af alle handlede villaer er opført i det årti, og handles, med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 12.190 kr., til endnu lavere priser end villaer fra 60´erne.

For såvel villaer fra 60´erne som fra 70´erne gælder, at der oftest er tale om byggeri af en standard, som ikke lever helt op til nutidens krav. Men når blot dette reflekteres i prisen, er det ikke svært at sælge boligerne. Hvis man køber et hus fra den tidsalder, er det som regel beliggenheden man går efter. Parcellerne ligger ofte i trygge villaområder med gode stisystemer tæt på skole og institutioner, og sammen med de lave priser gør det dem til en attraktiv vare.

"Når det gælder boliger fra 60`erne og 70´erne, kniber det hverken med efterspørgslen eller udbuddet. Kvaliteten af byggeriet er ikke altid i top, men det er beliggenheden til gengæld oftest og priserne er lave. Det gør boligerne interessante for blandt andre førstegangskøbere, der skal til at stifte familie, og for folk som ønsker at modernisere eller rive ned og bygge nyt", forklarer CEO Preben Angelo fra RealMæglerne Holding A/S.  

Også boligerne fra 30´erne er populære og har de næsthøjeste kvadratmeterpriser (kun overgået af priserne i det aktuelle årti). Her er det både beliggenhed og byggestil som trækker læsset. I 30´erne blev der ofte bygget patriciervillaer. Og de har vist sig gode til at holde eller forøge deres værdi over årene. Detaljeniveauet i boligerne er som regel højt, og der er ikke sparet på de gode materialer. Og det indvirker på prisen. Også funkisvillaer var populære at opføre i den periode. Den rene ubrudte linier i husene tiltaler mange, og funkisvillaerne sender signaler til omgivelserne om en holdning til arkitektur.

Villaer fra 50´erne er også i forholdsvis høj kurs. Det er villaer fra en periode hvor der blandt andet blev bygget mange murermestervillaer (eller bygmestervillaer). Der er tale om sunde huse bygget i gode materialer og efter strenge forskrifter. Begrebet murermestervilla er derfor et kvalitetsstempel og det afspejler sig i både priser og salgstider. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce