Vilde boligkøb: Her er de dyreste handler i 2017

Der er blevet handlet boliger for mange milliarder kroner i 2017, men hvilke salg har været de absolut dyreste? Boligsiden.dk giver dig her en oversigt over årets vildeste handler.



29. december, 2017 - kl. 10:00
Forfatter: Boligsiden.dk


Synes godt om Finansbureauet.dk

Del artiklen

Foto: Boligsiden.dk

Årets mest spektakulære salg på boligmarkedet i 2017 var villaen på Vedbæk Strandvej 316 i Nordsjælland, der i juli måned blev solgt for 40 millioner kroner. Det gør salget til det absolut dyreste henover året. Selvom prisklassen er usædvanlig på det danske marked, følger yderligere to villaer trop med heftige salgspriser på henholdsvis 36 og 34 millioner kroner.

Det betyder, at top tre over de dyreste villaer udgør en samlet pris på 110 millioner kroner. Og det er langt mere end i nogen af de øvrige boligkategorier.

”Det er typisk i kategorien villaer, vi ser de dyreste salg, da vi både opererer med flere antal kvadratmeter samt en grund, der i de mest attraktive steder i landet er langt mere værd end selve huset. Er beliggenheden i top, er prisen det samme. Derfor ser vi også, at de dyreste sommerhussalg typisk koster mere end de dyreste ejerlejligheder, hvor du kun køber boligarealet,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Og prisen på den mest pebrede sommerhushandel i år er da også i den særdeles ekstravagante ende. Med en salgspris på 23 millioner kroner for huset på Kystvej 42 i eksklusive Hornbæk, er der blot fire sommerhuse i udbud i hele Danmark, det er dyrere. Det dyreste i udbud lige nu ligger et par huse nede ad vejen i nummer 48 og koster 29 millioner kroner.

Boliger der koster kassen

Mens den dyreste ejerlejlighed blev solgt for 21,5 millioner kroner, skal vi ned på den blide side af de 20 millioner kroner for at finde det dyreste rækkehussalg i 2017. Men med en beliggenhed i Hellerup er der imidlertid ikke tale om en billig bolig.

16,7 millioner kroner blev den endelige pris på 193 kvadratmeter rækkehus på Sundvænget 23 i området med det kendte postnummer 2900.

”Ser vi på toplisterne over de dyreste salg, har København og de mest attraktive dele af Nordsjælland det komplette overtag. Selvom vi også ser dyre villaer i Aarhus, kan priserne ikke måle sig med dem, vi ser i hovedstaden. Og det samme gælder Skagen, der på sommerhusmarkedet ellers også byder på en lang række eksklusive perler,” siger Birgit Daetz, og tilføjer:

”Næste år kan vi muligvis opleve en række endnu dyrere salg. Det gælder for eksempel salget af Christianelyst i Lyngby, der med en udbudspris på 68 millioner kroner, er den ubetinget dyreste ejendom til salg lige nu.”

Herunder kan du se årets tre dyreste handler for hver af de fire boligtyper: Villa, rækkehus, ejerlejlighed og fritidsbolig.

Top 3: Dyreste boligsalg i 2017

Villa:
1: Vedbæk Strandvej 316, 2950 Vedbæk: 40.000.000 kr.
2: Skodsborg Strandvej 182, 2942 Skodsborg: 36.000.000 kr.
3: Vedbæk Strandvej 462, 2950 Vedbæk: 34.000.000 kr.

Rækkehus:
1: Sundvænget 23, 2900 Hellerup: 16.700.000 kr.
2: Galionsvej 48, 1437 København K: 16.600.000 kr.
3: Sundvænget 46, 2900 Hellerup: 16.150.000 kr.

Ejerlejlighed:
1: Bredgade 29, 2. sal, 1260 København K: 21.500.000 kr.
2: Helsinkigade 29, 15. tv, 2150 Nordhavn: 20.330.049 kr.
3: Fortkaj 30, 11. th, 2150 Nordhavn: 20.094.996 kr.

Fritidsbolig:
1: Kystvej 42, 3100 Hornbæk: 23.000.000 kr.
2: Strandvejen 13, 3220 Tisvildeleje: 22.000.000 kr.
3: Kystvej 56, 3100 Hornbæk: 17.000.000 kr.

 

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Boligsiden.dk Følg på:

Artiklen er leveret af Boligsiden.dk. Boligsiden.dk får som den eneste boligportal direkte indberetninger fra alle professionelle ejendomsformidlere (boligadvokat og ejendomsmægler) i Danmark. Derfor er Boligsiden.dk den datakilde, der til enhver tid kan tilbyde den mest aktuelle og valide statistik og information om boligmarkedet. 

Vil du skrive for os?

Synes godt om finansbureauet.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen