Skal du betale skat af dine loppesalg?

Loppemarkeder og onlineauktioner er populære blandt mange, men kan du bare stikke pengene direkte ned i lommen? Eller skal du betale skat og moms, når du sælger tøj, møbler og andre lopper videre? Her giver advokatfuldmægtig Rasmus Lund Petersen fra Advodan tre gode råd om loppesalg.



21. februar, 2017 - kl. 00:00
Forfatter: Claus Fledelius


Synes godt om Finansbureauet.dk

Del artiklen

Når der skal luges ud i vintergarderoben eller møblerne udskiftes, er det nemt og hurtigt at sælge det videre online på fx Trendsales, eBay eller DBA. Mange vælger også at få en stand på en af forårets mange loppemarkeder. Men skattereglerne er ikke helt så lige ud ad landevejen.

”Om du skal betale skat af din fortjeneste, afhænger af en række forhold, som Skat vurderer samlet. Er det regelmæssige salg, har du en stor fortjeneste, er det videresalg af tøj end salg af privat tøj fra klædeskabet, osv. Det er et lidt broget marked, men Skat kigger i højere og højere grad med, når man fx sætter tøj til salg på Trendsales eller sælger møbler på DBA,” siger Rasmus Lund Petersen fra Advodan.

Hvis du er en af de mange, som sælger ud af tøj og møbler, kan du her blive klogere på de vigtigste regler.

1. Privat salg er skattefrit
Ifølge advokaten er al salg af private ejendele som udgangspunkt skattefrit – uanset om det foregår online eller på et loppemarked. Det vil sige, at du fx frit kan sætte dit tøj til salg på Trendsales eller sætte en stand op på det lokale loppemarked med nips og møbler uden at skulle opgive fortjenesten til Skat.

Vær dog opmærksom på, at Skat alligevel kan kigge dig over skulderen for at vurdere, om dit salg får karakter af en professionel virksomhed.

2. Hyppige salg kan være hobbyvirksomhed
Hvis dine onlinesalg eller besøg på loppemarkeder begynder at tage fart, skal du passe lidt på. Får du fx en høj fortjeneste, og begynder du at opkøbe tøj og møbler for at sælge det videre på regelmæssig basis, kan Skat vurdere, at du driver hobbyvirksomhed.

Det betyder ifølge advokaten, at du skal betale skat af et eventuelt overskud, men du kan ikke blive momsregistreret og fx trække momsen fra de ting, du køber til videresalg.

3. Overskud kan betyde erhvervsvirksomhed
Skat kan også vurdere, at dine loppesalg er en erhvervsmæssig virksomhed. Det er fx, hvis du driver dine køb og salg på en professionel og regelmæssig måde og måske har opsat en hjemmeside, en instagram-profil eller lignende til formålet.

Det har også en betydning, om formålet er at få et overskud – enten nu og her eller på længere sigt. Er du såkaldt professionel kræmmer, skal du momsregistreres og sørge for at registrere alle dine salg, fx med et kasseapparat på loppemarkedet eller med simple fakturaer.

Eksempel – Simone sælger tøj på Trendsales
• Simone har over tid samlet sig et klædeskab fyldt med dyrt og lækkert tøj.
• Meget af tøjet bruger hun ikke, så hun opretter en profil på Trendsales.dk og sætter nogle kjoler og blazerjakker til salg.
• Især blazerjakkerne er stadig i god stand, og mærket er i høj kurs, så Simone får faktisk flere penge for dem, end hun gav i sin tid.
• Hun har derfor overskud på sine salg på Trendsales, men skal ikke betale skat af det, fordi det drejer sig om så få salg af private ejendele over et år.

Eksempel – Johannes opstøver loppefund
• Johannes er begyndt at bruge mere og mere af sin fritid på at besøge antikvitetshandlere og loppemarkeder for at opstøve fine fund.
• Han sælger effekterne på loppemarkeder næsten hver weekend, og opretter også en instagram-profil, hvor han især sælger vintagedesign.
• Skat vurderer, at Johannes driver en hobbyvirksomhed på grund af hyppigheden, og fordi der ikke længere er tale om salg af private ejendele.
• Johannes skal derfor betale skat af sit overskud, men skal ikke momsregistreres.

 

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Claus FledeliusFølg på:

Claus Fledelius er cand.polit. og chefredaktør på FinansBureauet. Har tidligere bl.a. været økonomisk journalist og redaktør for Børsen Magasiner og Bonnier Publications, og har derudover stået som forfatter til flere skattepolitiske rapporter.

Vil du skrive for os?

Synes godt om finansbureauet.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen