Risikospredning ved investering i aktier: Hvor meget skal du sprede dine investeringer?

Du har sikkert hørt, at du skal sprede din investering ud over flere forskellige aktier. På den måde er du mindre udsat for udsving i enkelte aktier. Med den rette spredning får du det bedste udgangspunkt for en langtidsinvestering, der giver et jævnt afkast år efter år. Men hvor mange aktier er det optimalt at sprede din portefølje over?



21. august, 2017 - kl. 12:50
Forfatter: Claus Fledelius


Synes godt om Finansbureauet.dk

Del artiklen

Der findes ingen garantier mod tab, når du investerer i aktier. Men den bedste måde at sikre sig mod tab, er at sprede dine investeringer over flere aktier i flere forskellige brancher. Samtidig øger du chancerne for et positivt afkast på dine langsigtede investeringer.

 

Hvad betyder spredning af risikoen?

Diversifikation eller spredning af risikoen betyder, at du spreder din investering over flere forskellige aktier. Men det er ikke ligemeget hvordan du spreder din investering. Aktierne bør være fra forskellige virksomheder, forskellige brancher og gerne fra forskellige regioner eller lande.

 

Oplever en virksomhed eller en branche et større fald i kurserne, bliver du hårdt ramt, hvis du kun har investeret i den ene virksomhed eller branche. Deler du i stedet din investering ud på 10 forskellige aktier i forskellige brancher, rammer et sådant fald kun 10% af din samlede investering.

 

Og da aktiemarkedet historisk set er steget støt år for år med ca. 8% i gennemsnit, er der stor sandsynlighed for et positivt afkast på en bred investering.

 

Hvor stor skal min spredning være?

Når man skal bestemme den optimale porteføljestørrelse, kigger man på det, der kaldes standardafvigelsen. Standardafvigelsen viser, hvor stor usikkerheden er omkring muligheden for et afkast i fremtiden. Jo lavere procentsatsen for standardafvigelsen er, jo lavere er risikoen for at tabe penge på investeringen også.

 

I starten vil hver eneste spredning - altså hver gang du investerer i en ny virksomhed i en ny branche - have stor påvirkning på risikoen. Fra en til to aktier, falder den eksempelvis til 40%. Ved fire aktier er den på 28%, mens den ved 20 aktier kommer ned omkring 22%.

 

Jo større spredning du laver, jo mindre falder risikoen for hver ekstra spredning. Derfor anbefales det, at du spreder din investering over mellem 8 og 20 forskellige aktier i forskellige brancher. Så ligger din risiko på 22-25%. Det er meget tæt på den mindste teoretiske risiko, du kan opnå ved aktieinvestering.

 

Skal jeg investere selv eller lade andre gøre det?

Der er fordele og ulemper, uanset om du vælger at passe dine investeringer selv, eller om du vælger professionel porteføljeforvaltning.

 

Hvis du vælger selv at forvalte din investering, har du altid selv overblik over den. Så oplever du selv glæden, når værdien af din investering stiger. Samtidig slipper du for at betale den andel, porteføljeforvalteren tager.

 

Til gengæld skal du selv sætte dig ind i, hvilke aktier, brancher og markeder, du bør investere i. Og hvordan de adskiller sig fra hinanden. Derudover giver professionel porteføljeforvaltning dig rådgivning fra eksperter med mange års erfaring i investering. Eksperter, der ikke påvirkes af følelser omkring dine investeringer, som du nemt selv bliver.

 

Der er ikke noget endegyldigt svar på, om du skal vælge at håndtere dine investeringer selv, eller få professionel hjælp. Det afhænger i høj grad af dig og størrelsen på din investering.

 

Spørg dig selv, om du har tid og lyst til at sætte dig grundlæggende ind i markedet og investering i det hele taget. Og ikke mindst om du har tiden til også at følge med løbende på lang sigt.

 

Ved investering af store summer er det desuden mere aktuelt med rådgivning på grund af den større risiko.

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Claus FledeliusFølg på:

Claus Fledelius er cand.polit. og chefredaktør på FinansBureauet. Har tidligere bl.a. været økonomisk journalist og redaktør for Børsen Magasiner og Bonnier Publications, og har derudover stået som forfatter til flere skattepolitiske rapporter.

Vil du skrive for os?

Synes godt om finansbureauet.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen