FinansBureauet

Januar: Milliardgevinst til William Demant-aktionærer

Med en stigning på over 9 procent i januar har William Demant lagt sig i spidsen som månedens mest stigende aktie i C25-indekset. Alene stigningen i januar udløser en kursgevinst til aktionærerne i William Demant på mere end 4 milliarder kroner.

Aktiehandlen i januar sluttede i går kl. 17.00, og med en stigning på 9,2 procent har William Demant Holding lagt sig i front som denne måneds mest stigende aktie i C25-indekset.

William Demant-aktien blev onsdag eftermiddag handlet i kursniveauet 189,4, og det svarer til, at aktionærerne i William Demant alene i januar har opbygget en kursgevinst på over 4 milliarder kroner. Det viser en analyse af handlen med C25-aktier i januar, som Spar Nord har lavet.

- Kursstigningen i William Demant Holding har fundet sted uden nyheder fra selskabet. En del af forklaringen kan derfor være offentliggørelsen af selskabernes markedsandele hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der for december 2017 viste, at William Demant har erobret markedsandele, mens konkurrenten GN Store Nord har tabt terræn, siger aktieanalytiker i Spar Nord Mikkel Duus-Hansen.

Mikkel Duus-Hansen tilføjer, at William Demant især har oplevet et positivt salg hos Veterans Affairs siden introduktionen af selskabets succesfulde Oticon Opn-høreapparat. Data fra den amerikanske organisation for høreapparater, Hearing Industries Association, i januar viste da også, at salget af høreapparater generelt accelererede i 4. kvartal 2017, hvilket har været med til at understøtte aktiekursen.

Pandora indtager bundplaceringen

Med handlen i januar afsluttet ender 11 ud af 25 selskaber i C25-indekset ud med et højere kursniveau, end da måneden startede. Af de tilbageværende 14 selskaber er det NKT, Chr. Hansen og Pandora, der oplever det største fald i januar.

- Med et fald på 15,9 procent indtager Pandora bundplaceringen som den aktie, der er faldet mest i månedens løb, uddyber Mikkel Duus-Hansen og fortsætter:

- Selvom Pandora leverede et solidt afkast på næsten 8 procent i december, så har aktiekursen haft nogle markante kursudsving siden nedturen startede tilbage i 2016. Året begyndte ellers godt for aktien, men siden 11. januar er kursen faldet markant, efter selskabet offentliggjorde et skuffende resultat for 4. kvartal i 2017.

Derudover var investorerne tydeligvis ikke tilfreds med de langsigtede finansielle mål frem mod 2022, som selskabet præsenterede med regnskabet, og især ikke selskabets forventninger til overskudgraden. Det har efterfølgende fået en række aktieanalytikere til at nedjustere kursmål og anbefaling på aktien.

Samlet set er C25-indekset faldet med 0,8 procent siden nytår. 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce