FinansBureauet

En lille skuffelse i europæisk inflation - men kerneinflationen peger dog på opsving

En lille skuffelse i europæisk inflation - men kerneinflationen peger dog på opsving

Den europæiske inflation falder tilbage til 0,2 pct. i årlig stigning i juni sammenlignet med 0,3 pct. i maj. Det viser nye tal fra Eurostat. Tallene er umiddelbart lidt skuffende og viser således, at styrken i det europæiske opsving er skrøbelig. Når det er sagt er det værd at holde fast i, at den lidt svage inflationære udvikling skyldes faldende energipriser. Kerneinflationen er stabil og indikerer stadigvæk et opsving. Kerneinflationen er således 0,8 pct. Således stiger priserne på fødevarer, alkohol, og serviceydelser. Disse stigninger kan imidlertid ikke overtrumfe et fald på mere end 5 pct. i energipriserne. 

Kerneinflationen giver et langt mere reelt billede af udviklingen i Europa, idet oliepriserne ikke direkte kan afledes af den økonomiske aktivitet i vores økonomi. Kerneinflationen er imidlertid ikke det inflationsmål Den Europæiske Centralbank styrer efter.  Det giver således nok en panderynke eller to, at den samlede inflationæreudvikling er aftaget, men som sagt er der trøst af finde i kerneinflationen. 

Et er hvad tallene i dag viser, nemlig at vi har et lille opsving på vej i den europæiske økonomi. Noget andet er om opsvinget kan bære i en tid, hvor der kommer ny usikkerhed på de finansielle markeder. Tidligere har høj søgang på de finansielle markeder kunnet dræbe et opsving. Godt nok har man denne gang iført sig redningsvest, men det ændre ikke ved, at man kommer til at sluge noget vand under redningsaktionen. 

Den græske økonomi fylder i virkeligheden ikke ret meget i forhold til den samlede europæiske økonomi. Derfor skal man naturligvis ikke male fanden på væggen, men det usikkerhed som Grækenland fører ind i de finansielle markeder er uanset, hvordan man vender og drejer det gift. Selv Danmark der slet ikke har nogen nævneværdig samhandel med Grækenland vil i et eller andet omfang blive ramt. Vi er tidligere blevet overrasket over hvor stærke disse indirekte effekter er. 

Mikkel Høegh

Cheføkonom

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce