Bedste vin til vildt

Argentinsk og fransk vinder i denne uges test



3. oktober, 2016 - kl. 00:00
Forfatter: Claus Fledelius


Synes godt om Finansbureauet.dk

Del artiklen

Efteråret har meldt sin ankomst, og det er ensbetydende med højsæson for vildt. Hvilken vin der passer bedst til maden afhænger af hvilken type vildt, der er tale om. Er der tale om et dyrevildt, fordres der normalt lidt mere kraftige vine, mens fuglevildt ofte bedst ledsages af lidt mere elegante vine. For retfærdighedens skyld uddeler vi derfor i denne uge to titler som testvinder. Og der var heldigvis rigeligt at vælge imellem, da begge genrer var rigt repræsenteret med særdeles gode køb til prisen.

 

Bedste vin til prisen til fuglevildt blev Catalpa Pinot Noir 2013, som forhandles af Philipson Wine. En virkelig lækker argentinsk Pinot Noir til overraskende lav pris i forhold til kvaliteten. En vin som besidder de klassiske feminine Pinot Noir dyder, men som samtidig byder på mere fylde og bid end man normalt oplever i vine lavet på denne sarte drue. Besnærende næse med røgfyldte noter og let animalsk præg og særdeles opulent mund, hvor de nye franske fade træder i karakter og bibringer vinen noter af toast og vanilje som suplementerer de let sødmefulde toner af marcipan og modne kirsebær på perfekt vis. Et lille Pinot Noir vidunder.  

 

Bedste vin til dyrevildt blev Le Vieux Donjon Châteauneuf-du-Pape 2013. Og det er en helt forrygende sag. Grenache druerne havde det hårdt i Rhône i 2013, og det har sat sit præg på vinene fra årgangen, som generelt er lettere, friskere og med lavere alkoholprocent end normalt. Det klæder nogle af vinene bedre end andre, men for vindervinens vedkommende er resultatet en superlækker vin. Faktisk den bedste Châteauneuf-du-Pape fra årgangen som undertegnede endnu har smagt. Delikat støvet næse med vibrerende noter af friskkværnet peber, brændenælder og nelliker og flamboyant mund med Cary Grant agtig elegance og stil, smørbløde tanniner og herbale noter, som akkompagneres af perfekt underspillede fadnoter, som fortsætter ud i den lange peber og espresso dominerede eftersmag. Ikke hver dag man løber ind i den slags vin – desværre.

 

Testvinder

Catalpa Pinot Noir 2013

******

Forhandler: philipsonwine.com

Pris: 79,95 kr.

 

Testvinder

Le Vieux Donjon Châteauneuf-du-Pape 2013

******

Forhandler: eriksorensenvin.dk

Pris: 349,95 kr. ved 2 stk

 

 

Andre anbefalede vine: 

 

Les Theores Gigondas 2013

*****

Forhandler: Kvickly og SuperBrugsen

Pris: 88 kr.

Kommentar: Saftig og elegant Gigondas i mellemfyldig stil med mørke kirsebær og solbærbusk i næsen og pæne mængder mørk frugt i munden akkompagneret af noter af skovsvampe og ristede mandler.

 

Vina Sastre Ribera del Duero Crianza 2012

******

Forhandler: d-wine.dk

Pris: 129 kr. ved 6 stk

Kommentar: Flot opulent sag med rustik næse med animalsk præg og voluminøs mund med pænt peberattak og righoldige mængder sort frugt, tobak, mokka og balsamico pakket ind i tætte tanniner. Lækker fyldig og velstruktureret sag.

 

Duette Indómita Premium Pinot Noir 2015

*****

Forhandler: SuperBrugsen

Pris: 59 kr.

Kommentar: Let og livlig oversøisk Pinot Noir med hindbær- og jordbærdominans i både næse og mund tilsat subtilt præg af vanilje og hvid peber som, sammen med vinens let krydrede eftersmag, fuldender indtrykket af en god gedigen Pinot Noir til attraktiv pris.

 

Font Sarade Ventoux 2015

******

Forhandler: Vinova.dk

Pris: 75 kr.

Kommentar: Et absolut brag af en Rhône fra Ventoux som byder på animalsk næse med let staldpræg og tyk og tæt mund med peberdominans tilsat fyldige noter af sort frugt og røget kød. Super value for money i årgang 2015.

 

Rutini Wines Trumpeter Malbec 2014

*****

Forhandler: Skjold Burne Vinhandel

Pris: 75 kr. ved 2 stk

Kommentar: Frugtdreven argentinsk Malbec med righoldige mængder ribs, solbær og hvid peber i næsen, flot blød mund med pæn tanninstruktur og præg af kirsebær og reneklode og strejf af vanilje og toast i den lange eftersmag.

 

Domaine la Barroche Châteauneuf-du-Pape 2013

******

Forhandler: eriksorensenvin.dk

Pris: 349,95 kr. ved 2 stk

Kommentar: Vi har ved tidligere lejlighed haft glæde af Domaine la Barroche Châteauneuf-du-Pape 2013 her i panelet, hvor den for et halvt årstid siden landede fem flotte stjerner. I denne omgang bliver det til seks, da den dels synes at have udviklet sig positivt siden, og dels passer helt perfekt til denne uges tema. En ganske fortrinlig og særdeles indbydende sag, som smyger sig om sanserne med en velværdskaskade af lækre smagsindtryk i retning af Gateau Marcel indhyllet i birketræsrøg tilsat et skvæt Amaretto. Mere, tak.   

Encomienda De La Vega 2014

*****

Forhandler: AndrupVin.dk

Pris: 85 kr. ved 6 stk 

Kommentar: Markant spansk vin med duft af ristede nødder og kantareller i næsen, let sødlig mund med faste tanniner og toner af brombær, kirsebær og vanilje og lang eftersmag med dominans af sød lakrids. Fin vin til prisen

 

Sensi Mantello Toscana 2013

******

Forhandler: Meny

Pris: 99,95 kr.

Kommentar: Virkelig flot toskansk sag med Sangiovese og Syrah i årene. Ribs og friskkværnet peber i den rustikke næse og tæt og cremet mund med overflod af mørk frugt tilsat afstemte mængder røg pakket ind i bløde tanniner. Italiensk når det er bedst.

 

Domaine les Yeuses Merlot Syrah la Soure 2014

*****

Forhandler: Holte Vinlager

Pris: 75 kr.

Kommentar: En lækker blød og indsmigrende sydfransk Merlot/Syrah sag med let støvet og peberkrydret næse, cremet og opulent mund med noter af lakrids, mokka og vanilje og en lang delikat herbal eftersmag med mineralsk touch.

 

Luca Rossi Passaggio 2015

******

Forhandler: Gallovini

Pris: 49 kr. ved 6 stk

Kommentar: En lille uprætentiøst italiensk charmetrold som repræsenterer fantastisk value for money. Varm næse med noter af kirsebær og fyldig mund med bløde toner af brombær, rosiner og blåbær tilsat lidt peber, tobak og læder. Køb roligt en kasse – de skal hurtigt få ben at gå på.

 

Alias Pinot Noir 2013

*****

Forhandler: Gallovini

Pris: 69 kr. ved 6 stk

Kommentar: Delikat californisk Pinot Noir i saftig stil med med brombær og cedertræ i næsen og mellemfyldig mund med sødmefulde noter af overmodne kirsebær tilsat en snert af skovsvampe. Godt køb til prisen.

 

Il Cadere Appassimento Rosso 2015

******

Forhandler: Skjold Burne Vinhandel

Pris: 69,75 kr.

Kommentar: Lækker italiensk Appassimento, hvor druerne har fået lov til at tørre tilstrækkeligt til at give vinen et rigt og rustikt udtryk. Solmoden næse med dominans af brombær og ribs og let sødmefuld og cremet mund hvor sødmen får fint modspil af krydrede elementer i retning af oregano og estragon. En super allround vin til både fugle- og dyrevildt til yderst fornuftig pris.

 

Kilikanoon Killerman´s Run Shiraz 2014

*****

Forhandler: Gallovini

Pris: 119 kr. ved 6 stk

Kommentar: Frækt bud på en vin til vildt i form af en australsk Shiraz. Men det holder. Mørk og tæt sag med animalsk næse med en snert af bacon og dyb underfundig mund med righoldige mængder engelsk lakrids, læder, tobak, kokos og vanilje. Lækker sag.

 

The Waxed Bat Reserve Cabernet Sauvignon Malbec 2014

*****

Forhandler: AndrupVin.dk 

Pris:  95 kr. ved 6 stk

Kommentar: Argentinsk Cabernet Sauvignon Malbec pleaser med animalsk næse, peberintensiv mund med bløde tanniner og sødmefuld kant og let kernebitter eftersmag. Godt køb til prisen.

 

Poggio al Casone La Cattura 2011

*****

Forhandler: Skjold Burne Vinhandel

Pris: 99,75 kr.

Kommentar: Flot vin med både fylde og elegance, som med sit faste tanninbid og krydrede indslag afslører sit mellemitalienske ophav. Kirsebær og læder i næsen, tobak, oregano og mokka i munden og lang peberpræget eftersmag med strejf af vanilje.

 

La Bastide Saint Dominique Côtes du Rhône Village 2014

*****

Forhandler: Jysk Vin

Pris: 89 kr. ved 6 stk

Kommentar: Flot klassisk Côtes du Rhône Village med pebret næse og opulent krop med toner af mørke bær, espresso og tobak. Fin vin til prisen.

 

Barda Pinot Noir 2015

*****

Forhandler: philipsonwine.com

Pris: 149,95 kr. ved 12 stk

Kommentar: Pæn og saftig argentinsk Pinot Noir med brombær og cedertræ i næsen og mellemfyldig mund med bløde tanniner, spændstig syre og sødmefulde noter af overmodne kirsebær tilsat en snert af skovsvampe og marcipan. Godt køb til prisen.

 

Atteca Armas Old Vines 2013

*****

Forhandler: AndrupVin.dk

Pris: 249 kr. ved 6 stk 

Kommentar: Topvin fra Bodegas Ateca, som præsterer år efter år, uden dog i årgang 2013 helt at nå højderne fra årgang 2010. En 100 % Garnacha bombe med blyant, tjære og kaffegrums i næsen og eksplosiv og markant mund med høj densitet og intensive noter af espresso, kakao, røget kød og tobak pakket ind i faste tanniner. Flot vin.  

 

FinansBureauet.dk tester hver uge en række vine, med det formål at finde de bedste vine til prisen. Alle vine smages som udgangspunkt blindt. Vinene vurderes i forhold til deres priser efter følgende skala:

 

Stjerner         Vurdering

******          Vurderes til at burde koste mindst 50 % mere end butiksprisen        

*****            Vurderes til at burde koste mellem 25 og 49 % mere end butiksprisen

****              Vurderes til at burde koste mellem 1 og 24 % mere end butiksprisen

Vine der vurderes til at koste det samme som eller mindre end butiksprisen vil ikke blive omtalt. 

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Claus Fledelius Følg på:

Claus Fledelius er cand.polit. og chefredaktør på FinansBureauet. Har tidligere bl.a. været økonomisk journalist og redaktør for Børsen Magasiner og Bonnier Publications, og har derudover stået som forfatter til flere skattepolitiske rapporter.

Vil du skrive for os?

Synes godt om finansbureauet.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen